Godt halvår for it-branchen i Danmark

Både omsætning, eksport samt antallet af beskæftigede er steget i den danske it-branche. Det viser nye tal fra Danmarks Statistik og Dansk Erhverv.

Godt halvår for it-branchen i Danmark

Branchens samlede omsætning landede for 1. halvår af 2019 på 119,6 mia. kr., hvilket er en stigning på 4,1 mia. kr. i forhold til 1. halvår 2018.

Det er samtidig den største halvårsomsætning, som den danske it-branche nogensinde har kunnet fremvise.

”Vi kan godt mærke, at der er vind i sejlende på rigtigt mange fronter, og at både det offentlige og dansk erhvervsliv i den grad er i gang med en omfattende digitalisering,” siger Birgitte Hass, adm. direktør i IT-Branchen.

Det er ikke bare i Danmark, at de danske it-virksomheder klarer sig godt. Også i forhold til eksporten, viser dansk it gode takter. Med en vækst på 21,1% på bare et år står eksporten med sine 37,6 mia. kr. i 1. halvår af 2019 nu for 31,5% af branchens samlede omsætning.

”Udlandet har for alvor fået øjnene op for, at danske it-virksomheder udvikler løsninger på et meget højt niveau. Og jeg tror derfor også, at vi fremover vil se en vækst i eksporten af dansk it,” udtaler Birgitte Hass.

Flere ansatte end nogensinde før

Ved afslutningen af 1. halvår 2019 var der 91.686 ansatte i it-branchen. Dermed er der blevet ansat 2.638 flere personer i forhold til 2. kvartal 2018.

”Det er godt for Danmarks digitalisering, at antallet af ansatte stiger. Jeg er dog sikker på, at både omsætning og antal ansatte var vokset endnu mere, hvis kompetencerne havde været til rådighed.”

Her henviser Birgitte Hass til analysen, IT-Barometer 2019, der viser, at 45,2% af alle it-virksomheder helt har måtte opgive at besætte stillinger inden for de seneste 12 måneder. 30,2% måtte simpelthen sige nej til ordre og opgaver, fordi de ikke kunne skaffe folk.

Den gennemsnitlige månedsløn for medarbejdere i it-branchen ligger nu på 49.166 kr., hvilket er en stigning på 2,2% eller 1.037 kr. om måneden på bare to år.