Det skal vores børn lære i fremtiden

Det kommende fag, Teknologiforståelse, i folkeskolen er skudt i gang som forsøg, og der er dermed også kommet ord på, hvad eleverne fremover skal lære i faget.

Det er ikke hver dag, der er premiere på helt nye fag i folkeskolen, og derfor har startskuddet for Teknologiforståelse også været fulgt med stor interesse hos både politikere, skoler og fagpersoner.

For der er ikke blot tale om den sædvanlige it-understøttelse i folkeskolen, hvor en iPad f.eks. kan bruges i danskundervisningen.

Det er en helt ny faglighed med egne mål – helt på linje med dansk og matematik.

”Teknologi er blevet en grundpræmis for at kunne agere i vores samfund, og derfor er det så uendeligt vigtigt, at næste generation ikke blot bliver dygtige brugere af teknologien, men også forstår, hvad der ligger bag skærmen, og at de lærer at skabe gennem teknologi,” siger Mette Lundberg, direktør for politik & kommunikation i IT-Branchen.

Børn skal bagom skærmen og lære at skabe

Formålet med fremtidens fag er, at eleverne skal udvikle deres faglige kompetencer og færdigheder, så de selv kan udvikle nye digitale løsninger, forholde sig kritisk til fremtidens teknologi og bidrage til det digitale samfund.

”Eleverne skal lære at analysere, designe og evaluere digitale løsninger, så de kan løse reelle problemer gennem brugen af teknologi og samtidig forstå den digitale verdens muligheder og konsekvenser. Det, mener vi, er uhyre vigtigt at kunne,” udtaler Mette Lundberg.

Faget skal grundlæggende have fire overordnede fokusområder:

  • Digital myndiggørelse der sætter fokus på holdninger og værdier i en digital tidsalder.
  • Digital design og designprocesser med fokus på de kreative processer, og hvordan man skaber digitale løsninger.
  • Computationel tankegang sætter fokus på, hvordan man skaber elementer, så de kan eksekveres af computere og robotter.
  • Teknologisk handleevne, hvor man bruger sprog, udtryksevne og værktøjer i forhold til at kunne udtrykke sig digitalt.

Dermed bliver der tale om et helt ny kompetenceområde, som det er ambitionen, man skal introducere i hele folkeskolen.

Kreativ, konstruerende og kritisk

IT-Branchen har gennem mange år haft højt på ønskesedlen, at børn skulle styrke deres digitale kompetencer og har med Coding Class selv bidraget til at sætte det på agendaen.

Derfor har beskrivelsen af det nye fag også været ventet med spænding.

”Det rammer en fin balance mellem det kreative, konstruerende og det kritiske. Så det tegner rigtigt godt. Der vil få børn til at lære at bruge teknologien til at skabe løsninger med – samtidigt med, at de forholder sig bevidst til teknologien.”

Da digitaliseringen berører alle facetter i verden omkring os, har faget også en god mulighed for at styrke undervisningen på tværs af fagene, da eleverne arbejder med afsæt i reelle udfordringer med globalt perspektiv omsat til elevernes egen verden.

Netop evnen til at arbejde problemløsende og innovativt med teknologi, ser IT-Branchen som et af de vigtigste elementer i det kommende fag.

Kræver et kompetenceløft hos lærene

Den nye fag kræver også helt nye kompetencer hos lærerne, og der ligger derfor en stor opgave i at opkvalificere og uddanne lærerstaben til at kunne varetage det nye fagområde.

”Lærerne får stillet en helt ny værktøjskasse til rådighed. Ud over de nye faglige indsigter, vil man også i langt højere grad arbejde med co-creation, hvor læreren slipper kontrollen og eksperimentere med løsninger i samspil med eleverne,” fortæller Mette Lundberg.

En tiltrængt vitaminindsprøjtning til en ofte kasseopbygget skoledag, hvis du spørger de mange elever og lærere rundt om i landet, der indtil videre har været igennem et Coding Class forløb.

Et forløb der på mange områder har været med til at inspirere til det kommende fag.

Faget skal nu testes i tre år på forskellige skoler, hvorefter der skal træffes beslutning om hvordan det skal introduceres i hele landet.