“Vi kommer til at se en stor bølge af efterspørgsel efter lokale AI-løsninger.”
CEO for Aeven, Carsten Fensholt, forudser, at AI og private cloud-løsninger i 2026 for alvor rykker fra eksperimenter til løsninger, der giver konkrete resultater og større kontrol over data.
Her er, hvad han ser, når han kigger på de vigtigste trends, must-wins og forståelsen af verden omkring os det kommende år:
De vigtigste trends?
“Set fra min stol er det især den geopolitiske situation og konsekvenserne af den, der dominerer. Den skubber hele branchen i retning af digital suverænitet, og det ændrer kundernes teknologivalg markant.
Jeg ser tre overordnede bevægelser få endnu mere fat i 2026.”
1:
Skiftet fra public cloud som default til private og hybrid cloud
Hvor public cloud tidligere var ’the buzzword’, er billedet nu langt mere nuanceret. Virksomheder og myndigheder har opdaget, at det er komplekst at flytte workloads, og at sikkerhed, kontrol og afhængigheder spiller langt større roller end før. Det betyder, at efterspørgslen efter lokale, sikre datacentre stiger, især i lyset af geopolitikken.
2:
At cloud- og sikkerhedsbeslutninger løftes i højere grad fra CIO-niveau til bestyrelse og direktion
Diskussioner om risiko, afhængighed og placering af kritiske systemer er ikke længere noget, der ligger isoleret i IT-ledelsen. Jeg oplever en markant modning, især i det offentlige, som i højere grad arbejder med at definere, hvad der er samfundskritisk, og hvad det kræver i forhold til drift, placering og sikkerhed.
3:
Et stærkt stigende fokus på både cyber- og fysisk sikkerhed
Cyberangreb, men også f.eks. droneovervågning, fylder langt mere end tidligere. Det betyder, at kunderne i stigende grad efterspørger dokumenteret datasikkerhed, fysisk beskyttelse og sikker geografisk placering af datacentre i Danmark. Det betyder også, at vi ser en stigende interesse for europæiske alternativer, som er afledt af initiativer som EuroStack og i det hele taget de store investeringer, der bliver ledt hen imod at skabe et mere konkurrencedygtigt digitalt økosystem i Europa. Det ændrer markedet, men det ændrer også måden vi i Aeven designer vores egen teknologiplatform på. For vi skal her hos os selvfølgelig også have fokus på fleksibilitet og mindre leverandørafhængighed.
Samtidig spiller open source en større rolle end tidligere. Jeg ser det som en af de vigtigste forudsætninger for europæisk digital handlekraft, fordi det reducerer teknologiske afhængigheder og giver os mulighed for at bygge mere fleksible og skalerbare løsninger. Det er en bevægelse, der kun bliver stærkere i 2026.
“Vi kommer til at se en stor bølge af efterspørgsel efter lokale AI-løsninger, hvor virksomheder kan beskytte deres data og få AI-modeller driftet i sikre rammer”
De vigtigste must-wins?
“For os i Aeven er der ét must-win, som overskygger alt andet: at kunne levere en konkurrencedygtig, lokal AI- og private-cloud-platform, der imødekommer den stigende efterspørgsel efter suverænitet, sikkerhed og kontrol.
Det indebærer flere ting i min optik: Det første er, at private cloud skal være fuldt konkurrencedygtig med public cloud, og det gælder Ikke kun sikkerhedsmæssigt, men også prismæssigt og driftsmæssigt. Det mener jeg nu nok er ved at være tilfældet, dels fordi public cloud er blevet markant dyrere, dels fordi private alternativer har rykket sig markant. Det andet handler om, at Aeven snart lancerer vores egen driftplatform til lokale AI-miljøer. Vi kommer til at se en stor bølge af efterspørgsel efter lokale AI-løsninger, hvor virksomheder kan beskytte deres data og få AI-modeller driftet i sikre rammer.
Dernæst skal vi hjælpe kunderne med at navigere udmøntningen af NIS2-direktivet, DORA, CER og andre sikkerhedsreguleringer. For vores kunder, og særligt dem i den offentlige sektor, er regulering ikke et spor ved siden af det øvrige, men et kernevilkår. Så for os er det et must-win, at Aeven kan understøtte kunderne i at opfylde kravene på en pragmatisk og sikker måde.’
Et andet must-win handler om fleksibilitet og reduktion af leverandørafhængighed. Risikoen for vendor lock-in fylder langt mere hos kunderne, og jeg oplever en tydelig forventning om, at vi skal kunne tilbyde løsninger, hvor man kan vælge til og fra uden at være bundet på hænder og fødder. Det bliver et af de vigtigste konkurrenceparametre de kommende år.”
Hvad ser du som under- og overvurderet?
Undervurderet
AI’s reelle potentiale i driften
Det gælder både i effektivisering af medarbejdere, i overvågning af drift og i at opdage nedbrud eller cybertrusler langt tidligere end i dag.
Behovet for lokale AI-miljøer
Der er et stort kommende marked for sikre, lokale AI-setup.
Betydningen af geopolitik for teknologivalg
Fra cloud-modeller til placering af datacentre får geopolitikken større og større indflydelse.
Overvurderet
Troen på public cloud som universel løsning
Markedet er blevet langt mere realistisk omkring kompleksiteten og de stigende priser.
At globale modeller og globale cloud-leverandører altid er bedst
Både forretningsmæssigt og sikkerhedsmæssigt er det ikke længere entydigt sandt.
Den historiske antagelse om globalisering som ubetinget fordel
De økonomiske modeller har ikke indregnet risikoen, og den mangel er nu blevet tydelig.
Verden i 2026?
“Jeg ser klart verden i 2026 som præget af volatilitet, afhængigheder og et politisk skifte væk fra den mere klassiske globaliseringslogik. Jeg tror, at det vi før så som globaliseringens fordele gennemgår en ny erkendelse, der handler om, at afhængigheder, hvad enten de er teknologiske, energimæssige og sikkerhedsmæssige, nu er eller kan være en risiko. Men samtidig har vi et Europa, der mangler en digital industri, som tager mange år at bygge op. Det betyder samtidig, at europæiske spillere fortsat er afhængige af amerikansk hardware og globale cloud-leverandører.
Og det er jo også derfor, at ønsket om europæiske alternativer og egen handlekraft stiger. Det er positivt, at EU investerer massivt i at skabe et digitalt økosystem og reducere afhængigheder. Det er jo direkte på kundernes radar: de tænker mere over, hvilken infrastruktur, der ligger hvor, hvilke leverandører de vælger, og hvordan deres risiko skal fordeles.
Jeg ser også, at hvor ESG tidligere var en væsentlig driver for IT-investeringer, er det beklageligvis sat på pause. Det er ikke, fordi bæredygtighed er blevet mindre vigtigt, men fordi sikkerhed og geopolitik fylder så meget mere i kundernes risikovurdering. Det er et markant skifte i prioriteringsrækkefølgen.
Jeg kan også se, at sikkerhed bliver og for nogle er blevet et grundvilkår, ikke et tillæg. Det gælder både cyber og fysisk sikkerhed. Og det gælder især sektorer med samfundskritiske systemer, hvor risikoen for lammelse er blevet mere reel.”

