Det er masser af potentiale i opgaver fra det offentlige, der ifølge tal fra udbudsvagten, køber it for et tocifret milliardbeløb igennem mere end 700 it-udbud.

Ønsker man som it-leverandør at høste nogle af de mange gevinster ved de offentlige opgaver, er det også nødvendigt at have styr på alle detaljer, inden aftalen er i hus. En proces der for mange virksomheder kan virke uoverskuelig.

Der er heldigvis masser af hjælp at hente fra IT-Branchens udbudsrådgivere. Vores superjurist Louise Høegh, giver dig her svarene på tre af de oftest stillede spørgsmål vedrørende udbud.

  • Er en virksomhed forpligtet til at omsætte for hele beløbet på en rammeaftale?

Som udgangspunkt er ordregiver ikke forpligtet til at omsætte for det beløb, der er skønnet at være kontraktens værdi. Nogle rammeaftaler er dog forpligtende i den forstand, at ordregiver ikke kan købe ydelsen gennem en anden aftale.

  • Hvordan opgøres kontraktens værdi?

En ordregiver skal anslå værdien af en kontrakt på grundlag af det samlede beløb, som ordregiveren skønner de skal betale til leverandøren for gennemførelsen af den udbudte kontrakt. Ordregiveren skal medregne enhver form for optioner, herunder eventuelle forlængelser af kontrakten, præmier og betalinger til ansøgere eller tilbudsgivere, som fastsættes i udbudsmaterialet. Værdien opgøres eksklusive moms.

  • Hvad er rammerne for efterfølgende at ændre betingelserne i den kontrakt, der har været i udbud?

Der kan som udgangspunkt ikke ændres ved de grundlæggende elementer af kontrakten, uden denne skal i udbud igen. Reglerne omkring ændringer er komplekse om fremgår af udbudslovens §§ 178-184.  

Få rådgivning om udbud

Er du i tvivl om reglerne og procedurer for udbud, kan du som medlem altid kontakte vores kyndige udbudsjurister som f.eks. chefkonsulent Louise Høgh von der Heide, på loh@danskerhverv.dk.

Vi vejleder og rådgiver gerne om den nye udbudslov samt giver fif f.eks. til dialogbaserede udbud.  

Bliv klogere på IT-Branchens udbudsunivers

IT-Branchen har også samlet en række guides og fakta om it-udbud, så du har ét sted, hvor du som it-virksomhed kan læse mere om udbudsloven, udbudsgrænser, kontrakter, ESPD-dokumenter – og alt det andet, man skal vide for at få succes på det offentlige it-marked.

Lær mere her