Uafhængigt råd skal forbedre Danmarks cybersikkerhed

Regeringen imødekommer et centralt ønske fra IT-Branchen ved at nedsætte et offentligt/privat cybersikkerhedsråd.

Uafhængigt råd skal forbedre Danmarks cybersikkerhed

Cybersikkerhed er en afgørende forudsætning for vores gennemdigitalisererede samfund, og det er en udfordring, vi kun kan løse i fællesskab, og med deltagelse af både det offentlige og de private aktører.

”Det er nødvendigt med et partnerskab, da vi er stærkest sammen. Derfor har vi længe været fortaler for, at vi skal styrke samarbejdet mellem det offentlige og private på cybersikkerhedsområdet,” udtaler Bjarke Alling, formand for IT-Branchens sikkerhedsudvalg og koncerndirektør i Liga ApS.

Et fælles offentligt-privat cybersikkerhedsråd har da også stået højt på IT-Branchens ønskeliste, og det var derfor glædeligt, at forsvarsforligskredsen i forbindelse med behandling af lovforslag om Center for Cybersikkerhed valgte at imødekomme ønsket.

”Vi skal sikre optimale vilkår for videndeling om trusler og hændelser, og virksomhederne skal turde dele viden med det offentlige og omvendt. Vi kan lære rigtigt meget af hinandens fejl og succeser, og det bør være det primære fokus for det nye råds arbejde,” udtaler Bjarke Alling.

Fra indspil til virkelighed

IT-Branchen udarbejdede sidste år i samarbejde med Folk & Sikkerhed et konkret indspil til regeringen om, hvordan et Cybersikkerhedsråd vil kunne styrke Danmarks cyberforsvar, samt hvilke opgaver rådet bør varetage, og hvordan det skal sammensættes.

På baggrund af indspillet har IT-Branchen sammen med Folk og Sikkerhed holdt en lang række møder, med blandt andet Martin Lidegaard (RV), Henrik Dam Kristensen (S) og Jeppe Jakobsen (DF).

Det overordnede budskab på disse møder har været, at den danske cybersikkerhedsindsats var alt for fragmenteret og siloopdelt, og at alt for meget viden ikke blev delt.

Vi har brug for en aktør, der kan have det som sin primære opgave at koordinere indsatsen og sikre videndelingen. Den opgave håber IT-Branchen, at det nye Cybersikkerhedsråd kan tage på sig.

”Nu skal vi sikre, at rådet ikke blot bliver en undskyldning for at fortsætte i siloerne som før, men at der rent faktisk kommer et øget samarbejde og videndeling ud af det. Vi foreslår, at rådet som første opgave pålægges at identificere og fjerne barrierer for, at alle rundt om bordet kan bidrage aktivt til videndeling om sikkerhedshændelser og trusler,” slutter Bjarke Alling.

Hvis du vil vide mere

Forsvarsministeriet har skrevet lidt mere om deres tanker bag sikkerhedsrådet.

Er du interesseret i at vide mere om, hvad vores it-sikkerhedsudvalg laver, og hvad vi vil med vores mærkesag omkring etik, privacy og sikkerhed, er du naturligvis altid velkommen til at tage fat i Martin Jensen Buch.