Efter en spændende valgnat står det klart, at Donald Trump bliver valgt som den 47. præsident i USA.
Spørgsmålet er, hvilket effekt vi kan forvente på de finansielle markeder i kølvandet på en sejr til Trump. Herom siger Thor Schultz Christensen, der er viceinvesteringsdirektør i Velliv:
”Usikkerheden er stor. Men valget af Trump er et signal om nye tider. Mit bedste bud er, at vi i dag vil se pæne stigninger på aktiemarkedet. Med Trump bag skrivebordet er der lagt op til skattelettelser for virksomhederne, øget støtte til flere industrier herunder den fossile industri og endelig vil flere handelsrestriktioner give de amerikanske virksomheder medvind. Alt sammen noget, der er positivt for selskabernes indtjening, og det vil på kort sigt sætte sig i aktiekurserne i USA.”
På baggrund af de subsidier, den fossile industri kan forventes at opnå, tror Thor Schultz Christensen, at bl.a. energiaktier bliver en af vinderne af valgresultatet. Modsat forventer han, at de industrier, der beskæftiger sig med den grønne omstilling, kan gå en hård tid i møde.
Når den første jubel har lagt sig, kan der dog være udsigt til stigende inflation og stigende renter. Således peger alt mod, at de afgifter som Trump vil indføre på udenlandske varer og herunder især varer fra Kina, vil føre til både markant øget inflation og lavere vækst.
Og det kan på sigt få negative konsekvenser for det økonomiske klima verden over.
”Vores modeller peger på, at en afgift i USA på 10% på udenlandske varer vil føre til en stigning i inflationen på lidt mere end 1% i USA, hvilket er dårligt nyt på et tidspunkt, hvor inflationen fortsat ligger højere end målet om 2% inflation på årsbasis,” siger Thor Schultz Christensen og fortsætter:
”De dårlige nyheder stopper imidlertid ikke her. For når vi skal bekæmpe stigende inflation, er rentevåbnet det mest effektive at tage i brug. Derfor forventer vi, at de øjeblikkelige rentenedsættelser på sigt vil blive afløst af nye rentestigninger, og dermed vil vi også se en negativ effekt på væksten ikke mindst i verden uden for USA, hvor afgifterne vil ramme hårdt.”
De stigende renter er ikke gode nyheder for dansker med lange boliglån. Her kommer rentestigningerne nemlig til at slå hårdest igennem.
Sådan reagerer Velliv på valget
IT-Branchen har indgået en attraktiv aftale om pension med Velliv, som en lang række af vores medlemsvirksomheder benytter sig af, og derfor er det relevant for mange at vide, hvordan Velliv forholder sig til valgets udfald.
De fortæller, at de som følge af den øgede markedsusikkerhed har taget en neutral position i markedet, hvor de blandt andet har bragt andelen af lange obligationer ned i USA i lyset af den højere risiko for stigende renter ved et valg af Trump.