Måske har du mødt ham? Han hedder Thomas eller Jesper. Han er topchef i en it-virksomhed – og han er langt fra alene. I it-branchen, som i resten af dansk erhvervsliv, er ledelserne nemlig stadig domineret af mænd.
Faktisk er der næsten lige så mange topchefer i vores branche, der hedder Thomas eller Jesper, som der er kvindelige topchefer i alt i branchen.
Og som alle andre mennesker har Thomas og Jesper også ubevidste bias. Bias der påvirker deres beslutninger.
Mandlige ledere ansætter flere kvinder, hvis de får en datter
Forskning fra økonomiprofessor Nina Smith viser således, at når ledere som Thomas eller Jesper får en datter som deres første barn, stiger andelen af kvinder blandt de ansatte i virksomheden, og lønforskellen mellem mænd og kvinder falder.
Ledernes personlige liv påvirker altså, hvordan de vurderer talent og træffer beslutninger. Selvom de fleste mennesker og ledere ser sig selv som rationelle. For Nina Smiths forskning viser, at alle mennesker har blinde vinkler.
I IT-Branchen har vi et stort fokus på at styrke diversitet og inklusion i branchen. For vi skal have hele talentmassen i spil. Når vi prioriterer diversitet og inklusion, skaber vi et arbejdsmiljø, hvor medarbejdere trives, og hvor virksomhederne samtidig får en stærkere konkurrenceevne og bundlinje.
Fra gode intentioner til konkrete handlinger
Mange virksomheder arbejder stadig ikke strategisk med diversitet og inklusion. Vi skal derfor blive bedre til at omsætte ambitioner til reel handling i hverdagen.
Derfor har IT-Branchen samlet en række anbefalinger i guiden “Diversitet i en it-værktøjskasse”.

Guiden giver ledere og bestyrelser konkrete greb til at komme i gang med at arbejde mere systematisk med diversitet i deres virksomheder.
Diversitet er også et konkurrenceparameter
Diversitet er ikke kun et spørgsmål om ligestilling, men også et spørgsmål om innovation og konkurrenceevne. Virksomheder, der prioriterer diversitet og inklusion, får adgang til flere perspektiver og kompetencer. Det fører til bedre løsninger, mere innovation og en stærkere konkurrenceevne.
Undersøgelser viser, at organisationer eller teams med høj grad af diversitet tager gennemsnitligt bedre beslutninger, der fører til en højere bundlinje. Samtidig oplever diverse grupper større trivsel og samhørighed på arbejdspladsen.
Samtidig udvikles it i dag til hele samfundet. Hvis de teams, der udvikler løsningerne, ikke afspejler brugerne, risikerer virksomheder at overse behov eller skabe produkter, der ikke fungerer lige godt for alle. Derfor bør diversitet i stigende grad være en strategisk prioritet.
Vil du vide mere?
Følg med i IT-Branchens arbejde med diversitet og inklusion. Har du spørgsmål eller kommentarer til guiden “Diversitet i en it-værktøjskasse”, så er du velkommen til at kontakte Charlotte Holm Billund.

