Onsdag d. 29. april var over 50 deltagere samlet til årets andet møde i Business Circle Jylland, der blev afholdt ved REGAN Vest: Et enormt bunkeranlæg i Rold Skov, der skulle huse regering, embedsmænd og den siddende regent i tilfælde af, at den kolde krig blev varm og atomkrigen brød ud.

Motivationen for at besøge dette særlige sted skyldtes den nuværende geopolitiske situation, Danmark og verden i dag befinder sig i. Derfor startede dagen med et oplæg af politisk chefkonsulent i IT-Branchen, Asbjørn Ammitzbøll Flügge, der forklarede, de nutidige tendenser, der lægger til grund for, hvorfor vi i dag taler så meget om digital suverænitet.

Asbjørn gik derefter i dybden med, hvordan man som CEO eller CIO konkret kan forholde sig til digital suverænitet, og fremhævede her CIO’ens tjekliste til digital suverænitet, der er udviklet af IT-Branchens CIO Transformation Board.
En historie om planlægning, trusselsscenarier og viljen til at gå hele vejen
Resten af dagen stod på rundvisning i selve bunkeren, besøg i den spændende udstilling og oplæg af Bodil Frandsen, Museumsinspektør, ph.d. ved Koldkrigsmuseet REGAN Vest. Bodil trak tråde fra de internationale spændinger og teknologiske udviklinger, der dannede baggrund for byggeriet af REGAN Vest, til tiden i dag, som stiller stadig flere krav til vores nationale forsvar og beredskab.

Selvom vi i dag står i et andet trusselsbillede, hvor cyber, hacking og misinformation fylder fremfor a-våben, så pegede Bodil på, at vi stadig kan tage ved lære af rationalet, der var gældende under konstrueringen af REGAN Vest. Bodil fremhævede vigtigheden af en stærk politisk forankring, langsigtet planlægning og viljen til at investere massivt – og at tænke beredskab som en central del af samfundet. Noget, som IT-Branchen også efterspørger i styrkelsen af vores digitale forsvar og resiliens.
Skal du med næste gang?
IT-Branchens Business Circle Jylland vender stærkt tilbage d. 14. augst, hvor årets sommermøde endnu engang bliver afholdt i de smukke omgivelser ved Bramslev Bakker. Det er gratis at deltage, men tilmelding er påkrævet.

Fotos: IT-Branchen og Reganvest.dk
