Kodeks kaster stjernestøv over IT-Branchens medlemmer

Ny evaluering viser, at Kodeks for det gode kunde-leverandørsamarbejde er blevet godt modtaget på begge sider af bordet, og rent faktisk er med til forbedre samarbejdet.

Principperne fra kodekset bliver i stigende grad brugt i f.eks. markedsdialog forud for et udbud, og at flere myndigheder overvejer nu at skrive principperne ind i fremtidige kontrakter. Det viser en ny rapport fra Digitaliseringsstyrelsen.

”Vi har fået bekræftet, at det er vigtigt, at tage samarbejdet lige så alvorligt som den tekniske afklaring omkring it-projekter. Principperne virker, og det er jo noget af en anerkendelse, at flere kunder nu vil skrive dem direkte ind i deres kontrakter,” udtaler Birgitte Hass, adm. direktør i IT-Branchen.

Ros til IT-Branchens medlemmer

Kodekset fremhæver en række særligt gode it-projekter, hvor kodekset har fundet anvendelse og har været med til at sikre det gode samarbejde.

Det drejer sig om Netprøver.dk (Styrelsen for It og Læring og CGI), STAR CITY (Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering, Visma, NNIT, Edora og KMD) og Betalingsoverblik (Erhvervsstyrelsen og Nine).

”Det er altid dejligt at høre om de gode projekter. Alt for ofte er det kun de projekter, der går galt, vi hører om. Men vi kan jo lære mindst ligeså meget af de gode projekter. Tillykke herfra til de fire styrelser og ikke mindst til de seks dygtige it-leverandører, der står bag projekterne,” siger Birgitte Hass.

Stadig knaster på vejen

Evalueringen viser dog også, at kendskabet til kodekset fortsat ikke er stort nok, og at der stadig er ting, der skal arbejdes videre med.

En af hovedformålene med kodekset er, at forbedre den tidlige og vedvarende dialog under it-projekter.

Her nævner flere kunder udbudsreglerne som begrænsende ift. at have en udbytterig dialog inden et udbud.

Leverandørerne er generelt positive overfor dialog inden udbud, men flere udtrykker bekymring for, at en omfattende markedsdialog udgør en høj risiko/omkostning, og at dialogen derfor skal stå mål med kontraktens størrelse.

Samtidig er der også noget uklarhed om, hvad der må og kan deles indenfor udbudsreglerne, hvilket kan gøre det svært at dele f.eks. risikoanalyser.

”Kendskabet til kodekset hos især de mindre kunder, er ikke godt nok, og det skal vi arbejde videre med. Og så er der stadig områder, hvor man kan blive mere klar på, hvad man reelt må. Men jeg håber, at de gode cases giver god inspiration, så vi kan få endnu flere gode offentlige it-projekter i fremtiden.”

Kodeks for det gode kunde-leverandørsamarbejde

IT-Branchen udarbejdede i 2016 i samarbejde med blandt andet Digitaliseringsstyrelsen et Kodeks for det gode kunde-leverandørsamarbejde.

Formålet med kodekset var at udstikke en række gode råd til, hvordan man kan forbedre samarbejdet i de store komplekse it-projekter.

”Samarbejdet mellem kunde og leverandør er alt for ofte skyld i, at it-projekter kører galt. Vi er rigtig glade for at se, at kodekset er blevet godt modtaget af både leverandører og myndigheder. Det var lige det vi håbede på, da vi skrev kodekset,” slutter Birgitte Hass.