Nye tal fra UdbudsVagten viser, at det offentlige købte it for 7,98 mia. kr. i 2015 og af dem stod de ti største it-udbydere for de 5,01 mia. kr., hvilket svarer til 62 procent af det samlede offentlige it-forbrug. Det er et fald i forhold til 2014, hvor de ti største udbydere havde en omsætning på 5,37 mia. kr. svarende til 66 procent af den samlede omsætning.
”I 2015 blev der brugt en smule mindre på at digitalisere det offentlige i forhold til 2014. Samtidig ser vi, at de ti største udbydere fylder mindre i forhold til omsætningen i branchen,” udtaler Kevin Leig Bengtson, adm. direktør hos UdbudsVagten.
Trods flere små leverandører er det stadig de store, der sidder på volumen
36,9% af de offentlige udbud bliver vundet af virksomheder med under 20 ansatte. Det er næsten en fordobling siden 2014, hvor de vandt 19,2% af it-udbuddene.
Virksomheder med 20-99 ansatte vandt 32,2% af udbuddene, mens virksomheder med 100+ ansatte vandt 30,9% af alle it-udbud.
”Selvom vi kan se, at der er flere mindre udbydere, der i dag vinder de offentlige udbud, er det stadig de største leverandører, der sidder på størstedelen af den samlede omsætning til det offentlige,” siger Lars Andersen, formand for det offentlige digitaliseringsudvalg i IT-Branchen.
Om UdbudsVagten
UdbudsVagten indsamler systematisk data om offentlige indkøb. UdbudsVagten bidrager med et faktabaseret grundlag, der har til formål at afdække hvor, hvornår og hvordan indkøbskronerne anvendes.