EU vil etablere sig som et AI-kontinent med lanceringen af den omfattende Apply AI-strategi. For lad os bare være ærlige: Europa halter markant bagud, når det kommer til brugen af AI.
Den nye strategis primære mål er at øge AI-adoption og innovation i hele Europa, især blandt små og mellemstore virksomheder (SMV’er), hvilket glæder os i IT-Branchen.

”Apply AI-strategi er mere end en hensigtserklæring. Vi står nu med en konkret plan, der skal skabe et nyt digitalt fællesmarked for AI-løsninger. For danske it-virksomheder betyder det nye mulighederne for at levere de AI-modeller, -værktøjer og -konsulentydelser, der skal til for at indfri strategiens mål i de 11 nøglesektorer,” udtaler Natasha Friis Saxberg, CEO i IT-Branchen.
Strategien introducerer en ”AI-first”-politik, hvor AI skal overvejes som mulig løsning, hver gang der træffes strategiske og politiske beslutninger, men med en grundig afvejning af teknologiens fordele og risici.
Den fremmer samtidig en ”Buy European”-tilgang, særligt i den offentlige sektor, hvor EU ønsker større uafhængighed af ikke-europæiske leverandører og øget brug af åbne, europæisk udviklede løsninger.
En tredelt strategi: Sektorer, suverænitet og styring
Apply AI-strategien er bygget op om tre hovedområder, der tilsammen skal sikre en koordineret og målrettet udrulning af AI på tværs af EU:
- Sektorinitiativer, der skal øge AI-anvendelsen i ti centrale brancher og i den offentlige sektor.
- Tværgående støtteforanstaltninger, der skal styrke Europas teknologiske kapacitet og arbejdsstyrkens kompetencer.
- Et nyt governance-system, som skal koordinere og følge AI-udviklingen på tværs af medlemslandene.
Blandt de planlagte initiativer er etableringen af deciderede AI-Factories, der skal give virksomheder adgang til data, regnekraft og teknisk ekspertise. Derudover etablerer en række centre, hvor især SMV’er kan få træning, rådgivning og mulighed for at teste egne AI-løsninger.
Samtidig etableres der et AI Skills Academy og nye digitale masteruddannelser for at understøtte et generelt AI-kompetenceløft i hele EU, mens et AI Entrepreneurs Lab skal støtte startups og iværksættere.
Målrettede initiativer åbner nye markeder
Strategien indeholder en række konkrete initiativer for 11 udvalgte sektorer, der skal fungere som køreplan for, hvor EU’s investeringerne vil ligge de kommende år.
Vi skal gribe muligheden
Apply AI-strategien markerer et skifte i EU’s tilgang til kunstig intelligens – fra at regulere teknologien til aktivt at fremme dens anvendelse. Den bygger videre på endnu en plan fra EU, der kom tidligere på året. Nemlig EU Continent Action Plan, hvor målet er at opbygge et AI-kontinent.
Den vision er vi glade for i IT-Branchen. Men vi må samtidig konstatere, at der skal mere til.
”EU har været gode til at lave handlingsplaner og regulering på AI-området. Nu mangler vi bare at se, at planerne også bliver til virkelighed. For nødvendigheden og potentiale er stort. Men det kræver handling fra EU’s side, hvis Europa ikke kun skal følge udviklingen – men også skabe og lede den,” siger Natasha Friis Saxberg.
Hos IT-Branchen følger vi udviklingen tæt og samler branchen gennem vores Policy Board for NewTech for at sikre, at danske it-virksomheder er på forkant med regulering og markedsbehov.
Hvis du vil vide mere
Du kan læse mere om, hvordan IT-Branchen mener, at Danmark kommer i front med AI i vores indspil ”Danmark i front med AI”.
På EU-Kommissionens hjemmeside kan man læse mere om Apply AI-strategien.

1 svar
ja tak