Danish Quantum Community er kommet flyvende fra start siden foreningens stiftelse i september, og foreningen har netop valgt bestyrelsen på en ekstraordinær generalforsamling i sidste uge.
Selvom foreningen er ganske ny, har den allerede resulteret i politisk indflydelse. Bl.a. er kvanteteknologi blevet en del af Finansloven 2022 med forskningsreserven, det er nævnt i regeringens digitaliseringspartnerskab og der er igangværende dialog med flere ministerier om fremtidens muligheder indenfor kvanteteknologi.
”Kvanteteknologi rykker enormt hurtigt lige nu, og det bliver en teknologi, som for alvor vil redefinere vores samfund, og måden vi arbejder på. Helt på samme måde som internettet gjorde det i sin tid. Vi har en førerposition i Danmark på denne front, og derfor er det meget positivt at vi har samlet økosystemet i en forening, så vi sammen kan udnytte mulighederne bedst muligt,” siger Natasha Friis Saxberg, adm. direktør i IT-Branchen, som også blev valgt ind som næstformand i den nye kvanteforening.
Samarbejdet skal bl.a. give noget større awareness, så man både politisk og i erhvervslivet bliver mere opmærksom på kvanteteknologiens mange muligheder. En stor del af foreningens arbejde vil derfor gå med at arrangere større events, konferencer, politiske tiltag og tale med medier omkring kvanteteknologi.
Allerede 30. november – 1. december vil man f.eks. på Digital Tech Summit kunne følge tre kvantesessioner ligesom kvanteteknologien indgår i årets julekalender, Kometernes Jul, hvor Niels Bohr Institutet har bidraget med viden.
På den stiftende generalforsamling blev følgende valgt ind i bestyrelsen:
- Jan W. Thomsen, Niels Bohr Institutet (formand)
- Natasha Friis Saxberg, IT-Branchen (næstformand)
- Anders Thomsen, Dansk Erhverv
- Basil Garabet, NKT Photonics
- Bent Dalager, KPMG
- Charlotte Mark, Microsoft Development Copenhagen
- Jan B. Lillelund, IBM
- Matthias Christandl, Københavns Universitet
- Niels Kristian Hersoug, Sparrow Quantum
- Nikolaj Thomas Zinner, Aarhus Universitet
- Rikke Zeeberg, DI Digital
- Ulrich Hoff, DTU Fysik
Suppleanter: - Jørgen Ellegaard Andersen, Syddansk Universitet
- Niels Gregersen, DTU Fotonik
Er du nysgerrig på, hvad Danish Quantum Community skal eller vi du gerne bidrage, så er det bare at tage fat i Charlotte Holm Billund for yderligere information.
Du kan også læse foreningens vedtægter her.