Hvilke samarbejdspartnere skal du have under en børsnotering?

At blive børsnoteret er en af de største beslutninger i en virksomheds livstid, og derfor er det essentielt at sammensætte det helt rigtige team til en succesfuld IPO.

Hvilke samarbejdspartnere skal du have under en børsnotering?

Når man har truffet beslutningen om, at man gerne vil gå på børsen, er det første, man skal gøre at få tilknyttet de rådgivere, der skal hjælpe en med børsnoteringen.

Først skal man finde en Certified Advisor

En børsnotering er ekstremt omfattende og kompleks proces, og det er derfor vigtigt, at man sammensætter et team af professionelle samarbejdspartnere, der alle har erfaring med børsnoteringer.

Først og fremmest skal man finde en professionel rådgiver, der har erfaring med at styre hele processen både før, under og efter en børsintroduktion.

Skal man på Nasdaq First North, der er vækstbørs for it-selskaber i Danmark, er der ligefrem et krav om, at man skal benytte en Certified Advisor. Valget af Certified Advisor er det vigtigste for et selskab, der overvejer at blive børsnoteret.

Der findes i dag 11 Certified Advisors, som kan bruges til at børsnotere dit selskab. Ved valget af Certified Advisor er det helt normalt, at man kontakter selskaber, som allerede er på Nasdaq First North og hører deres erfaringer med de forskellige Certified Advisors.

Listen over Certified Advisors findes her.

Det eksterne team ved en børsnotering

Når man har valgt en Certified Advisor og er igennem pre-screeningen, skal man i samarbejde med denne finde de andre samarbejdspartnere.

Det er nemlig vigtigt, at man også kobler en advokat, en revisor og et pr-bureau til tidligt i processen. Her skal man vælger samarbejdspartnere, der har erfaring med børsnoteringer, da der ikke er plads til begynderfejl i en sådan proces.

Det kan derfor også godt være nødvendigt (måske blot midlertidigt) at udskifte virksomhedens normale samarbejdspartner på disse områder.

John Norden, Norden CEF

”Vi ser ganske tit, at man til børsforløbet bliver nødt til at udskifte sin mangeårige husadvokat eller pr-bureau, og i stedet opgradere med nogle professionelle ressourcer. Men det er simpelthen så vigtigt, at man får folk ind, der har erfaring med at arbejde med IPO’s, så her kan man ikke tillade sig at gå på kompromis,” siger John Norden, der er adm. direktør og certificeret rådgiver i Norden CEF, der hjælper virksomheder med at komme på børsen.

Sidst men ikke mindst skal man vælge en udstederbank, der er den bank, der skal udstede aktierne til markedet.

Vil man f.eks. på Nasdaq First North børsen, er der kun to danske banker, Danske Bank og Arbejdernes Landsbank, der er godkendt til at udstede disse aktier.

Det interne team ved en børsnotering

Man skal også sammensætte et internt team til en børsintroduktion. Udover de eksterne rådgivere er direktionen, bestyrelsen og de eksisterende aktionærer aktive under processen.

Det gælder også relevante funktioner i selskabet som økonomi, kommunikation, HR og den interne juridiske afdeling, ligesom virksomheden også skal etablere en investor relations-funktion.

”Først og fremmest skal man internt vurdere, om ens bestyrelse er professionelt nok sammensat. Hvis der ikke er folk i bestyrelsen, der har erfaring med børsintroduktion og børsvirksomheder, skal man hurtigt ud og finde nogen. Det vil investorerne nemlig forvente, der er styr på,” udtaler John Norden.

Derudover er vigtigt, at f.eks. virksomhedens CFO har erfaring med børsintroduktioner, og at flere af de ledende medarbejdere kan dedikere ressourcer under børsprocessen.

”En børsnotering kræver mange ressourcer fra ledelsens og bestyrelsens side, og især finansdirektøren får travlt i de her måneder, da der skal indsamles data og skrives en masse finansiel information. Samtidig er det vigtigt, at man sikrer den daglige drift, og fortsat lever op til sine mål, da investorerne også kigger på den daglige forretning,” fortæller John Norden.

Dygtige folk koster men er nødvendige

Dataproces, der står til at blive børsnoteret 13. november 2020, har selv for nyligt skulle sammensætte deres dreamteam. Og de kan nikke genkende til, hvor vigtigt et godt team er.

”At gå på børsen, er en helt anden disciplin, end vi er vant til, og derfor er det afgørende at få professionelle med udefra. Internt skal man også være meget skarp på, hvem der skal være med i teamet, for holdet kan hurtigt vokse sig stort, hvilket kan gøre kommunikations- og kommandovejen uklare. Og det er der ikke tid til, når man i den grad skal eksekvere,” fortæller Morten Lindblad, der er stifter og medejer af Dataproces.

En af de ting, som Morten Lindblad er blevet opmærksom på under processen, er, at gode eksterne konsulenter også koster. Derfor er det vigtigt, at man løbende holder styr på timeforbruget og omkostningerne.

Som mangeårig ejerleder var det i starten også lidt mærkeligt, at der nu var så mange flere med inde over beslutningerne, og det tog lidt tid at vænne sig til, at man pludselig skulle kunne argumentere for meget af det, som man indtil nu bare havde taget for givet.

Alt i alt er Morten Lindblad dog ikke i tvivl om, at det helt rigtige og professionelle team, er alle pengene værd under en børsintroduktion.

Hvis du vil vide mere

Går du med planer om at gå på børsen med din virksomhed, har vi lavet et univers, hvor vi har samlet en række artikler omkring alle de ting, du skal have styr på i forbindelse med en IPO.

Du kan læse mere om børsnoteringer på vores univers Sådan kommer du på børsen.

Derudover er du også altid velkommen til at kontakte vores Udvalg for iværksætteri, kapital og vækst.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.