IT-Branchens kapitaludvalg har i flere år argumenteret for, at danskernes pensionsmidler bør investeres i lovende vækstvirksomheder. Dette vil nemlig være med til at skabe fremtidens erhvervssucceser og derved gavne Danmark og den danske økonomi.
Med formand Michael Moesgaard Andersen ved roret har udvalget i år skruet op for arbejdet med dette fokusområde.
”Vi har i 2021 taget mere direkte hul på at skaffe bedre kapitalforhold for vækstvirksomheder inden for tech. Det er sket ved en række debatindlæg, deltagelse i høringsrunder i forbindelse med lovforslag, politiske dialoger m.v., der især har centreret sig om at få bragt ATP’s midler mere i spil og vi har netop set dette arbejde bære frugt,” fortæller Michael Moesgaard Andersen.
Kulminationen på denne indsats kom i slutningen af maj, hvor ATP, danskernes fælles pensionsselskab, annoncerede, at man netop vil investere op mod seks mia. kr. i succesfulde danske vækstmuligheder.
Et styrket økosystem for iværksættere
Efter denne glædelige udvikling, kan udvalget nu rette blikket mod deres anden mærkesag, der omhandler udviklingen af agendaer for det danske startup økosystem og etableringen af flere relevante samarbejder.
”I forhold til økosystemet for iværksættere har vi også en række ting på programmet og kan glæde os over, at vi i udvalget har fået flere ind med iværksætterprofil og mere diversitet. Her bliver det jo helt centralt at få sat fokus på, hvorfor Danmark og København ligger så langt nede på listen over attraktive økosystemer for iværksættere. Her ligger vores hovedstad på en delt 40. plads, hvor f.eks. Stockholm ligger nummer 10. Vi må kunne gøre det bedre!”, siger Michael Moesgaard Andersen.
Udover adgangen til risikovillig kapital har udvalget også fokus på de øvrige rammebetingelser, der skal gøre det attraktivt at være iværksætter- og vækstvirksomhed i Danmark.
”Udflagningen af danske tech-virksomheder er et område, vi har gjort særlig meget ud af. Over halvdelen af de 50 største danske tech-virksomheder er nemlig nu udflaget og det betyder, at Danmark går glip af tilhørende nye arbejdspladser, skattegrundlag og vækst, der ellers ville bidrage til Danmarks velfærd. Derfor påkalder udflagningen sig også politisk interesse, hvilket vi agter at følge tæt i andet halvår af 2021,” fortæller Michael Moesgaard Andersen.
Vil du være med?
Er du interesseret i at høre mere om arbejdet, som kapitaludvalget foretager sig, eller ønsker du aktivt at deltage i udvalgets arbejde, så kontakt IT-Branchens Mette Lundberg.
1 svar
Det er godt, at pensionsbranchen investerer i danske vækstvirksomheder, men ATPs tilgang vil desværre ikke gøre meget forskel for danske startup-virksomheder. De vil gøre det samme, som stort set alle EU VC-investorer ønsker at gøre, nemlig kun at give vækstkapital, men ikke risikovillig kapital. I Europa har vi startup-dødsdalen i A/B-runder: Seedfasen fungerer fint, dvs. virksomheder kan bygge deres første produkter, men har ikke nævneværdig omsætning — og især ikke tilbagevendende (recurring) indtægter — endnu og får derfor ikke kapitalen til at foretage de første salg. Først derefter, når de første €5 millioner/år i omsætninger er der (ATP kræver 7x så meget som minimum), dvs. i C/D-runder, har de brug for vækstkapital. Men der mangler A/B-(risiko)kapital i Danmark, lige som i det meste af Europa generelt. Til gengæld er der i forvejen tilstrækkelig med og billig C/D-(vækst)kapital i Europa. Hvis ATP og pensionsbranchen generelt kun tilbyder vækstkapital, er den derfor desværre næsten ubrugelig. Danske virksomheder kan få det overalt, men få ender der, fordi de dør af tørst i startup-dødsdalen, hvor A/B-finansiering er nødvendig. Så vil der fortsat kun være de eksisterende, primært amerikanske VC-fonde at henvende sig til, og de vil gerne have deres firmaer tæt på.