Nyt tilbud: Prøv at blive hacket

IT-Branchen inviterer dig og dine kunder til at blive hacket. Det foregår på forskellige lokale events rundt om i Danmark, og alle er velkomne.

Billede af computerskærm der bliver hacket

Cybersikkerhed, hackere og ransomware. Vi kender alle sammen begreberne, men for rigtigt mange er det stadig nogle lidt ukonkrete størrelser – lige indtil den dag de selv bliver ramt.

Det vil IT-Branchen gerne være med til at ændre, og derfor inviterer vi dig, din virksomhed og også gerne jeres kunder med til et tre timers event, Hele Danmark Øver, hvor I får lov til at opleve og håndtere et hackerangreb.

Her kan du se, hvor vi afholder hackerevents rundt om i hele landet i løbet af oktober måned.

Brug tre timer på at blive hacket

Tallene taler sit eget uhyggelige sprog. Alene i juli blev danske virksomheder i gennemsnit ramt af 1.334 angreb om ugen – en stigning på 10 procent på bare et år.

Når et angreb er succesfuldt for de it-kriminelle, er det en katastrofe for virksomhederne, da det kan koste op til 200.000 kr. om dagen for virksomheden at komme på fode igen.

Alligevel prioriterer mange danske virksomheder ikke it-sikkerhed. Kun 1 ud af 5 har en fuldt implementeret plan, hvor alle medarbejdere ved, hvad de skal gøre i tilfælde af angreb.

Hele Danmark Øver er en cyberberedskabsøvelse, der varer i tre timer, og hvor deltagerne lærer, hvordan et hackerangreb kan finde sted, ser konsekvenserne af forskellige beslutninger, og vil blive bedre forberedt på at håndtere et reelt cyberangreb.

Beredskabsøvelsen er gratis, men der må højst deltage to personer fra samme virksomhed. Alle kan deltage, og der kræves ingen forudgående viden for at være med.

Hvad er Hele Danmark Øver

Hele Danmark Øver er en stor årlig national cyberberedskabsøvelse, hvor virksomheder på egen ”krop” kan prøve, hvordan det er at stå midt i et cyberangreb, og finde ud af, hvad der skal til for at beskytte virksomheden fremover.

Sidste år deltog 1.400 mennesker fra 1.000 virksomheder i over 20 events landet over, hvor de i realtid oplevede et hackerangreb – og fik konkrete værktøjer til at handle, hvis uheldet er ude.

Til oktober gentager vi succesen med endnu flere events og et endnu stærkere fokus på cybersikkerhed.

Se turplanen og tilmeld dig, din kollega og jeres kunder via Hele Danmark Øvers hjemmeside.

Konceptet er skabt i partnerskab med Styrelsen for Samfundssikkerhed, Dansk Industri, Dansk Erhverv, Industriens Fond, Secure Practice, Dansk IT, Tryg, Cisco, Politiet, EY og TDC Erhverv.

Hvis du vil vide mere

Er du nysgerrig på, hvad IT-Branchen ellers har af målsætninger og initiativer indenfor cybersikkerhed, kan du læse mere om vores Policy Board for Cybersikkerhed på hjemmesiden, eller tage direkte kontakt med Troels Johansen.

Har du brug for opdaterede tal og analyser vedr. cybersikkerhed, kan du finde dem i vores omfattende analyse- og talunivers.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *