Over 1.600 deltog i dansk kodefinale for folkeskoleelever

1.675 spændte elever og lærere fulgte med online, da man til Coding Class Finalen kårede årets bedste computerspil udviklet af folkeskoleelever.

Over 1.600 deltog i dansk kodefinale for folkeskoleelever

Mere end 10.000 folkeskoleelever har i løbet af de seneste år haft kodning, kreativ skabelse og it-innovation på skoleskemaet som en del af Coding Class.

Et forløb, der sigter mod at gøre børn og unge nysgerrige på it, teknologi og give en forståelse for kodning, så de lærer at løse problemer og være innovative i forhold til teknologi.

Atlantis Maze vandt 1. præmien

Forleden blev årets indsats i Coding Class rundet af med en stor finale, hvor årets bedste digitale produktioner blev kåret. Tristan og Mathias fra 6.a på Hjalleseskolen tog førstepladsen med spillet “Atlantis Maze“, mens 2. pladsen gik til Aaløkkeskolen for spillet “Ice Cave” og 6. klasse på Seden Skole vandt 3. pladsen med spillet “Red fisken Sam“.

Publikumsprisen gik til Isabella Lego Aamand og Adam Egebjergs spil “Racer Car“. På Spurvelundskolen i Odense, hvor de to publikumsvindere kommer fra, havde eleverne et ekstra benspænd – nemlig at computerspillet skulle handle om bæredygtighed.

”Vores spil handler om en familie, der gerne vil gøre deres hus mere bæredygtigt. Det gør de ved at køre i et race, hvor de kan vinde 100.000 kroner, som de kan bruge på at gøre huset mere miljøvenligt. Først skal manden cykle for at lade elbilen op, og så gælder det om at undvige nogle kasser, der falder ned fra himlen, når man styrer bilen,” fortæller Isabella og Adam.

Du kan prøve alle 10 finalespil her.

200 elever udviklede nyt computerspil på to timer

Coding Class finalen bød dog ikke blot på afstemning og kåring af vinderspil. Der var også tech talks i børnehøjde og der blev kodet og udviklet et helt nyt spil i fællesskab.

Inden finalen deltog mere end 200 elever i en række workshops, hvor de i fællesskab udviklede et helt nyt computerspil. Nogen designede figurer, nogle baggrunde, mens andre kodede bevægelser o. lign. Og efter to timers arbejde, kunne de præsentere ”Vectoria og kampen mod tiden”.

Børn skal lære at mestre teknologien

Coding Class-konceptet er udviklet af IT-Branchen, men i tæt samarbejde med kommuner og erhvervsvirksomheder.

Claus Tjelum Winther, formand i IT-Branchen på Fyn og partner i Oxygen, glæder sig over, at skolerne ikke mindst på Fyn har taget konceptet så godt til sig.

”Børn skal ikke bare være brugere af teknologi. De skal også selv være med til at skabe kreative og innovative løsninger. Derfor er det digitale sprog i dag et lige så vigtigt pensum i skolen, som tal og bogstaver er. Og i dag har vi set, hvor langt eleverne er kommet efter et år med Coding Class på skemaet,” udtaler han.

Hvis du vil vide mere

Hvis du er interesseret i at vide mere om hvad Coding Class er, kan du læse mere om initiativet på vores Coding Class side eller tage kontakt til Mette Lundberg, direktør for politik og kommunikation.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.