90% af virksomhederne efterspørger flere it-folk

Manglen på ansatte med it-kompetencer har nået nye højder, og næsten 2 ud af 3 virksomheder fortæller nu, at de helt har måtte opgive at besætte stillinger på grund af mangel på it-folk.

90% af virksomhederne efterspørger flere it-folk

Ny undersøgelse foretaget af IT-Branchen viser, at 89,9% af danske virksomheder gerne vil have flere it-folk ansat.

Heraf vil 35,8% ideelt set gerne øge antallet af it-medarbejdere med 10-50%, mens 10,1% ideelt set gerne vil øge antallet af it-medarbejdere med 50% eller mere. Blot 1,5% melder, at det gerne ville have færre it-medarbejdere.

”Efterspørgslen efter it-folk har aldrig været højere, og stort set alle virksomheder skriger efter folk, der kan være med til at løfte de mange digitale forretningsprojekter, som vi lige nu ser myldre frem i både det private og offentlige. Problemet er bare, at de folk ikke findes,” siger Natasha Friis Saxberg, adm. direktør i IT-Branchen.

Manglen er akut

Lige nu mangler der akut 7.600 it-specialister, og om blot ni år forudsiger IRIS Group og HBS Economics for Danske Gymnasier og Ingeniørforeningen IDA, at der vil mangle op mod 22.000 it-folk.

En mangel der i den grad kan mærkes i virksomhederne. Således melder 58,6%, at de helt har måtte opgive at besætte stillinger, fordi de ikke kunne finde de rette kompetencer.

Samtidig fortæller 27,0% af it-leverandørerne, at de har måtte sige nej til ordrer og opgaver, da de ikke har hænder til at løse dem.

”Hele vores fremtidige velfærd, konkurrencekraft og grønne agenda afhænger af, at vi har folk, der kan løfte disse områder digitalt og ved brug af nye teknologier. Men når de mangler, så mister vi muligheden for vækst og fremdrift, hvilket går ud over os som samfund generelt. Så det haster med at finde løsninger på problemet,” udtaler Natasha Friis Saxberg.

Vi skal finde både kortsigtede og langsigtede løsninger

Det paradoksale er, at de unge faktisk strømmer til it-uddannelserne. Desværre mødes de ofte af en lukket dør. Forrige år fik 1.400 kvalificerede unge f.eks. nej til deres drømme it-studie, da der ganske enkelt ikke var sat penge af til deres studiepladser.

”Vi står med et erhvervsliv, der gerne vil invitere de unge til en jobfest, men de kan ikke komme med til festen, da politikerne effektivt har lukket døren til fremtiden. Man bliver nødt til at oprette flere fuldt finansierede uddannelsespladser, så antallet af pladser ikke bliver en flaskehals for vores vækst,” udtaler Natasha Friis Saxberg.

Kompetenceløftet skal dog ikke kun ske igennem de videregående uddannelser. Det handler også om, at man skal skabe interessen allerede i folkeskolen. Her har IT-Branchen gennem flere år med Coding Class-initiativet arbejdet på at gøre Teknologiforståelse til et fast fag i folkeskolen.

Efterspørgslen er desværre presserende allerede nu, og derfor er der også behov for en generel opkvalificering og efteruddannelse af den eksisterende arbejdsstyrke, ligesom vi bliver nødt til at sikre, at vi som land er attraktivt for højtuddannet udenlandsk arbejdskraft.

”Danmark er et af de mest digitaliserede lande i verden, og sørger vi ikke for, at vi har den rette arbejdskraft til at løfte os som digitalt samfund, så taber vi på alle parametre. Det er ikke bare et problem her og nu, men også et stort problem for den fremtid, vi stiller i udsigt for vores børn,” slutter Natasha Friis Saxberg.

Om analysen

Analysen er foretaget af IT-Branchen som online spørgeskema blandt danske erhvervsvirksomheder i okt./nov. 2021. 218 virksomheder har besvaret spørgeskemaet.

ITWatch har skrevet om analysen “Mangel på it-medarbejdere i 90 procent af virksomheder“. Berlingske skriver “90 procent af it-virksomhederne mangler hænder“, mens Computerworlds artikel lyder “IT-Branchen: 90 procent af de danske virksomheder mangler it-folk – mange må opgive at besætte ledige stillinger“. Version2 skriver “9 ud af 10 danske virksomheder mangler it-medarbejdere“.

  • Hvorfor ansætter man ikke ikke-IT uddannede og giver dem en efteruddannelse? Jeg er selv merkonom i bl.a. databehandling (som det hed i 1980’erne) og har været bruger af computere siden 1984, har lavet masser af hjemmesider fra 1998 til 2012 hvor jeg blev ramt af finanskrisen og måtte lukke en server med 300 hjemmesider. Men kan jeg bruges? Nej. Jeg har ikke en af de finere uddannelser fra et universitet eller lignende ….

    1. Hej Marvin.

      Du har en god pointe!

      Jeg oplever faktisk, at flere og flere it-virksomheder har fokus på at lave forløb, hvor folk med anden baggrund får noget efteruddannelse, fx i samarbejde med Academic Work. Andre virksomheder laver forløb i samarbejde med jobcentre. Det er noget vi har fokus på og laver videndeling om i IT-Branchen.

      Så der er stigende fokus på det, men bestemt plads til at gøre endnu mere.

      Bh. Mette, IT-Branchen

  • Dækker analysen og tallene både “bløde” og “hårde” IT-specialister, dvs. specialister uden og med kodnings-kompetencer hhv.
    Det kunne være relevant at have den nuance med og tydeliggjort.
    Personligt befinder jeg mig eksempelvis i den blødere ende af spektret.

    Mvh. Michael

    1. Hej Michael,

      Hvis du klikker på linket under “Om analysen” kan du på slide 6 se, hvilke typer it-medarbejdere virksomhederne efterspørger.

      Jobkategorierne er taget fra it-jobbank.dk.

      Hilsen

      Rune Fick Hansen, kommunikationschef i IT-Branchen

  • Jeg bliver altid så sur når jeg læser sådan en artikkel.

    “Skabe mere fokus i folkeskolen”? Lige til at vække dem der ikke følger med, så dropper folk ud hver eneste dag fra erhversuddannelserne til at arbejde inden for IT. Der er ikke lærepladser at få, om det så er med programmering (nærmest af valgfrit sporg.) eller inden for infrastruktur (servere, netværk osv.)

    Det er trist at bare fordi man ved hvad man vil fra folkeskolen man bliver straffet for ikke først at komme ind i IT gennem uni.

    Så står jeres virksomhed og mangler IT-folk, og i kan overleve med den lidt længere oplæring, så tag en lærling.
    Ved der sidder hundredvis af unge håbefulde der vil arbejde med IT, men ingen vil lære dem op eller give dem en chance. Dette resultere i de dropper ud og skifter til noget andet, for hvorfor læse IT når der ikke er noget arbejde?

      1. Jeg bliver og lidt harm, når jeg læser om det her. Jeg har svært ved at se hvor det er de febrilsk leder efter arbejdskraften.
        Jeg har selv en IT kandidat og arbejdet som webudvikler i 10 år.
        Når jeg læser de jobannoncer der slås op er kravene tårnhøje, hvilket sender et signal om at der ikke er nogen der er interesseret i at lære nye medarbejdere op.
        Enig i at de bør sætte standarden ned og bruge noget tid på og påregne noget oplærings tid til nyansatte. Desuden har jeg også rundet de 50 hvilket også til tider kan føles som en diskvalificering i sig selv /0:

  • som software udvikler med bred kode erfaring i adskillige sprog står jeg stadig uden job trods ihærdig søgen i både 2020 og 2021… ingen kan bruge mig og nu har jeg gået ledig i cirka 2 år.

  • Jeg kan nævne at jeg har 14 års erfaring og en bachelor grad indenfor IT og har altid tidligere kunnet finde job.

  • Skriv et svar

    Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *