Allerede i dag har det udkørende sundhedspersonale travlt med at nå de mange daglige borgerbesøg og konsultationer hos ofte syge og svage borgere. Det kan f.eks. være i forbindelse med kontrolbesøg, gennemførsel af træning eller dosering af medicin.
Det er en meget omkostningstung del af vores sundhedsvæsens opgaver, der kræver meget logistik og ressourcer. Den fortravlede hverdag fører endvidere ofte til stres og sygemeldinger hos personalet og en oplevelse af manglende omsorg og nærvær hos den enkelte borger.
Desværre ser den virkelighed kun ud til at blive værre i fremtiden. Ifølge Danmarks Statistik vil antallet af ældre være fordoblet i 2040 mens antallet af borgere med kroniske sygdomme vil være fordoblet allerede i 2030.
En stor del af disse vil have behov for medicinering, pleje og genoptræning fra deres eget hjem, hvilket øger presset på det udkørende sundhedspersonale væsentligt.
Når man samtidig kigger ind i et sygehusvæsen, hvor omkring 3.200 SOSU’er står til snart at gå på pension, og hvor antallet af deltidsansatte flere steder udgør 30-45% af arbejdsstyrken, så er der behov for at hjælpe medarbejderne i deres hverdag.
Hjælp til hverdagen og mere nærvær
IT-Branchen har lavet et hjælpekatalog over it-løsninger, der blandt andet kan understøtte medarbejdernes arbejdsgange, så de får mere tid sammen med den enkelte borger.
Det kan f.eks. være i forhold til videokonsultationer, medicinhåndtering, inddragelse af pårørende løsninger der sikrer at borgeren kan foretage egne målinger i hjemmet eller øget mulighed for egenomsorg i eget hjem.
På den måde kan mange rutinebesøg undgås, og tiden hos den enkelte patient kan bruges mere fornuftigt.