Flere og flere virksomheder udsteder warrants, medarbejderaktier eller tilbyder andre incitamentsprogrammer for at tiltrække nye talenter og holde på de bedste medarbejdere. Men hvordan kommer man i gang – og hvilken løsning passer bedst til din virksomhed?
Aldrig har kampen om de bedste talenter og erfarne it-folk været højere, og derfor søger it- og techvirksomheder i stigende grad råd og vejledning til forskellige incitamentsprogrammer, der kan hjælpe med at holde på og tiltrække de bedste medarbejdere. Men det kan være en både kompleks og omkostningstung proces at etablere en incitamentsordning som virksomhed, så det kan betale sig at være godt klædt på.
IT-Branchen inviterer derfor til dette event, hvor du kan få styr på, hvilke incitamentsprogrammer der passer bedst til din virksomheds behov. Med særligt fokus på medarbejderaktier og warrants guider to førende eksperter og en erfaren virksomhed med flere incitamentsprogrammer i bagagen dig igennem alt det, du skal være opmærksom på, så du og din virksomhed kan få størst succes med jeres incitamentsprogram.
IT-advokat Frederik Bruhn og skatteadvokat Simon Clark fortæller om de praktiske og juridiske forhold vedrørende warrants og medarbejderaktier, særligt i forhold til:
- Fordele ved warrants i forhold til andre incitamentsordninger.
- Hvilke forhold er særligt vigtige at tage stilling til?
- Hvordan implementeres et warrantprogram?
- Hvad kan lade sig gøre i forhold til ansættelsesret?
- Hvordan håndteres warrants skattemæssigt?
Du får således indsigt i de grundlæggende forhold, der gør sig gældende ved incitamentsordninger, f.eks. warrants. Overvejer du at implementere disse ordninger, bør du deltage i eventet, så du er klædt ordentligt på.
Vi afslutter kurset med muligheden for et glas vin og netværk med hinanden.
Tirsdag den 26. november 2024, kl. 15.00-17.00
Afholdes hos IT-Branchen, Langebrogade 3D, 1411 København K
Oplægsholdere:
Simon Clark, Advokat (H)/Partner, DAHL Advokatpartnerselskab: Simon Clark har omfattende erfaring med rådgivning om mangeartede skatte- og selskabsretlige problemstillinger. Han rådgiver blandt andet om omstruktureringer, herunder spaltning og fusion af både selskaber og personligt drevne virksomheder, generationsskifte, stiftelse af holdingselskaber og skattemæssige og aftaleretlige hovedaktionærforhold.
Frederik Bruhn, Advokat (L)/Partner, DAHL Advokatpartnerselskab: Frederik Bruhn er certificeret IT-advokat og har mere end 20 års erfaring med IT-virksomheders kontrakter og juridiske udfordringer. Frederik bistår ofte leverandører af IT-ydelser i forbindelse med partner- og distributionsaftaler, projekt- og anskaffelsesaftaler, licensaftaler, drifts- og outsourcingaftaler mv. og ved udarbejdelse af IT-virksomheders standardaftaler.
Læs her hvorfor det er en god idé at give dine medarbejdere warrents og medarbejderaktier.