Tusind tak for et fantastisk lederdøgn, som forhåbentligt gav jer en mulighed for en pause i jeres travle hverdag.
Pauser er vigtige, som flere af indlæggene på lederdøgnet slog fast. De giver nemlig mulighed for refleksion, relationer og nye ideer, så I får mulighed for at tænke fremad og visionært.
For det er jer som ledere i it-branchen, der har ansvaret for at understøtte og drive en fremtid, hvor der skal løses komplekse udfordringer for verden, samfundet og virksomhederne. Noget der kommer til at ske i samspil mellem mennesker og algoritmer – Og hvor I som ledere bliver helt centrale.
Hjerterum skaber gode ledelsesrum
Empati og emotionel intelligens er en af de vigtigste lederegenskaber til at udvikle sig selv, sine medarbejdere og ens bundlinje.
Det var konklusionen, da Mikkel Severin gik på scenen og fortalte om vigtigheden af emotionel intelligens (EQ), og hvordan det var med til at gøre de top 1% bedst performende virksomheder så gode, som de er.
Ledere med høj EQ leverer nemlig 390% højere omsætning end ledere med lav EQ. Det gør de, fordi de kan tiltrække og fastholde de bedste, få teams til at blive high performende og skabe gode langvarige kunderelationer.
Husk nu pauserne
Som ledere og medarbejdere bliver vi presset som aldrig før. Derfor er det også vigtigt, hvordan vi kan kontrollere presset og leve i en konstant forandring. Her bliver pause og refleksion afgørende, både når vi er på arbejde, og når vi holder fri.
Vi havde derfor inviteret Alex Soojung-Kim Pang, ph.d. på Stanford Universitet og forfatter, forbi til at fortælle om vigtigheden af at skabe rum, hvor vi har plads til at tænke, lade op eller helt lade være med at tænke.
Et tankevækkende indlæg om, hvordan man kan opnå mere, ved at arbejde mindre.
AI inspiration fra vores medlemmer
AI er både en fremtid og en nutid, der vil forandre vores liv, samfund og arbejde radikalt.
Alle forandringer kræver ledelse, men AI-forandringen kræver, at vi både leder mennesker og algoritmer på en måde, der gavner den enkelte borger, den enkelte virksomhed og vores samfund som helhed.
Dét er en samtale, der først lige er startet og som aldrig stopper.
Derfor havde vi inviteret Morten Holm Christiansen, Chief Transformation Officer i Topsoe, Anne Nørklit Lønborg, CIO i Tryg og Emil Sarauw, partner og head of AI i Droids Agency på scenen for at fortælle, hvordan de arbejdede med AI i hverdagen.
Mere end faglige indlæg
Lederdøgnet er også meget mere end blot faglige indlæg. For at skabe tid til refleksion og pauser i det faglige program, havde vi inviteret den ukrainske operasanger Leila Sherzai, som gav os en fantastisk sangoplevelse.
Og så havde vi besøg af den britiske komiker, Conrad Molden, der gav os et humoristisk indblik i, hvad vi danskere er som folkefærd, når man ser på os udefra.
Traditionen tro sluttede vi dagen af med vores traditionelle gå- og løbetur og efterfølgende middag og fest til langt ud på natten.
Der skal lyde et kæmpe tak fra IT-Branchens sekretariat til alle vores medlemmer, talere og deltagere, der var med til at gøre lederdøgnet 2023 til en uforglemmelig dag.
Vi glæder os allerede til næste år – husk at sæt kryds i kalenderen den 19. september 2024.