Mette Lykke, Endomondo, vinder IT-Prisen 2016

Mette Lykke, der er en af de tre grundlæggere af Endomondo og firmaets administrerende direktør, vinder IT-prisen 2016.

Mette hædres med prisen for sit mod, stærke forståelse af brugertrends og sin vedholdenhed. Tre afgørende forudsætninger, hvis man vil skabe en succesfuld virksomhed,” siger Cecilia Bonefeld-Dahl, formand for IT-Branchen.

I 2007 traf Mette Lykke sammen med de øvrige stiftere en modig beslutning og sprang fra en tilværelse som McKinsey-konsulent ud i livet som iværksættere. Ambitionen var, at skabe et globalt online fælleskab for sportsudøvere. Den ambition lykkedes, og Endomondo har i dag 25 mio. brugere og er i alle lande i verden.

”Succesen skyldes, at de ikke bare var visionære, men også dygtigt havde forudsagt, at onlinefællesskaber ville blive en væsentlig del af vores sociale liv, og at GPS ville blive standard i alle mobiltelefoner. Det var den markedsforståelse, der gjorde det muligt at vokse selvom midlerne i starten var små,” siger Kåre Danielsen, Computerworld.

Salget af Endomondo viser en ny trend

I begyndelsen af 2015 blev Endomondo solgt til Under Armour. Med en salgspris på 575 mio. kr. blev Endomondo den til dato højest betalte app i Danmark. Men salget til sportstøj virksomheden Under Amour markerede også en ny trend.

”Den digitale dimension bliver i stigende grad set som strategisk vigtig i alle brancher, da den kan være med til at give en virksomhed det afgørende forspring i forhold til konkurrenterne. Derfor vil vi også fremadrettet se virksomheder med fysiske produkter opkøbe digitale frontløbere for at differentiere sig,” siger Cecilia Bonefeld-Dahl.

Fakta om IT-Prisen

IT-Prisen er stiftet af Computerworld og blevet uddelt siden 1991 i samarbejde med IT-Branchen. Den tildeles til en person, der på “særlig fremragende vis sætter fokus på den danske IT-branche”.

Kriterierne for at få prisen er, at vedkommende gennem idéskabelse, drift af forretning eller offentligt hverv bidrager til en positiv udvikling af IT-branchen eller dens virksomheder.

Priskomitéen består af IT-Prisens stifter, Computerworld og IT-Branchen samt de to foregående års prisvindere. Prisen er netop her til aften uddelt ved IT-Branchens årsmøde.

Se listen over de tidligere vindere af IT-Prisen.