Branchens gyldne år ser ud til at fortsætte. Med en omsætningsvækst på 3,9% i forhold til året før, slår it-branchen endnu engang sin egen rekord, der lød på 111 mia. kr. i 1. halvår af 2017.
”It-virksomhederne nyder godt af det globale opsving og af den omfattende digitalisering, der sker i hele samfundet i disse år. Så jeg er ikke i tvivl om, at vi også kan se frem til et samlet godt år for branchen,” siger Birgitte Hass, adm. direktør i IT-Branchen.
Fortsætter udviklingen kan den samlede rekordomsætning for 2017 på 224 mia. kr. også blive slået, når de sidste omsætningstal for 2018 bliver indberettet.
Eksporten ligger på 34 mia. kr. i 1. halvår af 2018, hvilket er på samme niveau som 1. halvår 2017.
Flere ansatte i it-branchen end nogensinde før
Antallet af fuldtidsansatte er i 2. kvartal 2018 steget til 89.160 personer, hvilket er en stigning på 3.379 personer på bare et år.
Dermed har der aldrig været ansat så mange i it-branchen, som der er nu.
”Når ordrebøgerne er fulde, er det dejligt at se, at det er lykkedes at ansætte flere medarbejdere på trods af manglen på arbejdskraft. Skal vi helt op i gear, er der dog behov for endnu flere medarbejdere i it-branchen,” udtaler Birgitte Hass.
29,6% af de danske it-virksomheder har i 2018 helt måttet opgive at besætte stillinger, da de ikke kunne skaffe medarbejdere.
Hver 5. (21,7%) udskød videreudvikling og innovation pga. kompetencemanglen, mens hver 8. (13,2%) måtte sige nej til ordre og opgaver, da de ikke kunne ansætte folk nok.