IT-Branchen havde d. 2. september inviteret digitaliseringsminister Caroline Stage til rundbordssamtale om digital suverænitet.
Tidligere på året lancerede vi vores anbefalinger til og perspektiver på, hvordan Danmark sammen med resten af Europa kan styrke sin digitale autonomi og gøre sig mindre afhængig af ikke-europæisk teknologi. Et udspil ministeren tidligere har rost.
I sidste uge fremgik det da også af finansloven, at der nu afsættes 80 mio. kr. (20 mio. årligt i 4 år) til at understøtte en handlingsplan for digital suverænitet.
IT-Branchens udspil gav 12 konkrete anbefalinger blandt andet:
- at regeringen sikrer fremdrift på agendaen og nedsætter en bred referencegruppe
- hurtigst muligt kortlægger uønskede afhængigheder og sårbarheder
- udarbejder en samlet plan, både for det korte og mellemlange sigt.
- Igangsætte afprøvning af danske og europæiske alternativer.
Til rundbordssamtalen havde vi samlet en kreds af medlemmer, der repræsenterer forskellige forretningsmodeller, segmenter og perspektiver på digital suverænitet for at kunne komme dybere ned i emnet. Samtalen blev ledet og faciliteret af CEO i IT-Branchen Natasha Friis Saxberg.
”Det er guld værd, at vi har en digitaliseringsminister, der lytter til erhvervslivet på dette vigtige strategiske område for Danmark, og det glæder mig, at vi i IT-Branchen er det digitale Danmarks samlingspunkt om denne vigtige agenda,” siger Natasha Friis Saxberg.

Samtalen centrerede sig blandt andet om, hvilke konkrete første skridt skal vi tage for at styrke Danmarks digitale suverænitet, og hvordan vi skaber en stærk it-sektor der kan mere i Danmark og Europa.
Fem centrale diskussionsområder fra samtalen
Der var livlig diskussion og dialog og især på fem områder stod tydeligt frem:
- Håndtering og opbevaring af data er og bliver et stort fokus. Det vil være kritisk i fremtiden at have kontrol over sine data, også selvom data ikke er on prem. Derfor bør man grundigt undersøge, hvor ens data er opbevaret.
- Vi skal kunne mere i Danmark – og Europa. Men der er ikke lighedstegn mellem suverænitet og isolation. Vi skal også i fremtiden anvende amerikansk teknologi og amerikanske leverandører. Det er vigtigt, at vi på denne dagsorden og i den nuværende verdensorden, finder de rigtige balancer, hvor alternativer kan spille en større rolle.
- For at opbygge et mere handlefrit Danmark, så kræver det, at vi kan udvikle, opbygge og fastholde teknologivirksomheder i langt højere grad end i dag. Det kan også betyde, at vi i fremtiden skal se på institutionelle investeringer, hvor fx danske pensionskasser investerer mere risikovilligt.
- Man skal huske, at tidsperspektivet er langt. Det giver mening, at man både fra offentlig og privat side, tænker sig grundigt om. Derfor kan afdækning af de største og mest kritiske risici være et godt, men ikke ukompliceret, sted at starte.
- Vi kommer ikke uden om, at regulering – og forsimpling af regulering – vil blive et vigtigt værktøj. Man kan fra det offentliges side være med til at rykke markedet. Det kan fx være med ændrede krav i udbud til opbevaring af data eller krav om, at det skal være nemmere at skifte leverandør.
Tusind tak for en engageret dialog og samtale til Caroline Stage og den brede kreds af medlemsvirksomheder:

- Frank Vium, CEO i itm8
- Pär Fors, CEO i NNIT
- Klaus Koefoed Eriksen, CEO i T-systems Northern Europe
- Mads Jakobsen, CEO i Sentia
- Marianne Groth, CEO i Hitachi Vantara
- Martin Lippert, Group CEO i Global Connect
- Mikael Ekman, politisk direktør i Microsoft i Danmark og Island
- Morten Kjærsgaard, CEO i Magenta
- Rasmus Theede, Senior Vice President i Iver
- Rune Stenbaek, Country Manager i Red Hat
- Søren Eskildsen, CEO i Trifork
- Thomas Kovsted, CEO i IBM i Danmark og Island

I kan da ikke seriøst mene at ITBranchen i Danmark taler om Digital Suværenitet med den danske minister og så er halvdelen af delegationen repræsentanter for amerikanske virksomheder?
Kunne I ikke have fundet nogle danske virksomheder med noget på hjertet som kunne have haft bedre brug for den taletid?
Kære Søren
Tak for din kommentar.
Vores mål med mødet var at lade digitaliseringsministeren møde branchen i sin bredde for at give hende et nuanceret 360 graders perspektiv på emnet. Derfor sammensatte vi en kreds af virksomheder, der både tæller de store, små, danske udenlandske og open source mv.
I IT-Branchen tror vi på, at vi skal sikre vores robusthed, styrke vores suverænitet og i Danmark og EU samt øge vores teknologiske kapacitet – men, vi tror ikke på, at vi skal lukke os om os selv.
Du kan læse vores perspektiver og anbefalinger om digital suverænitet her: https://itb.dk/wp-content/uploads/2025/06/digital-suveraenitet-it-branchen-udspil-2025.pdf