Fra startup-drøm i Odense til global succes

Har du siddet i et fly de sidste ti år, så har du også mærket effekten af Kim Lantz’ arbejdsliv. Så simpelt kan det siges. Men hvordan er rejsen fra en lille startup med tre personer til at være en del af et kæmpe globalt firma med 170.000 medarbejdere?

Hvis man skal tale om en karriere med luft under vingerne, så må Kim Lantz’ være indbegrebet.

Kim Lantz er uddannet datalog med bifag i matematik og har senere taget en Executive Lederuddannelse. Han begyndte sin karriere som softwareudvikler i energibranchen, men i 2011 tog han springet ind i luftfartsindustrien – en branche, der hurtigt blev hans passion.

I dag har han ansvaret for Boeing Digital Aviation Solutions inden for Planning & Operations, og hvor han kombinerer produkter under tre forskellige brands Boeing, Jeppesen og ForeFlight. Men han startede rejsen et andet sted.

”Ja, nu bliver det lidt nørdet,” fortæller Kim Lantz med et smil. ”Da jeg tog min uddannelse, der faldt jeg lidt for noget, som hedder grafteori.” Grafteori, en gren af diskret matematik, handler om at analysere netværk – eller sagt på en simpel måde: punkter og forbindelser mellem dem.

“Da jeg kom ind i luftfartsbranchen, opdagede jeg hurtigt, at mange af de mest komplekse modelleringsproblemer kunne håndteres langt mere effektivt med grafteori.”

Disse værktøjer blev fundamentet for løsninger, der revolutionerede planlægningen af flyruter.

Den første idé

“Da jeg først begyndte at arbejde i luftfartsindustrien, gik det hurtigt op for mig, hvor meget data der var tilgængeligt – men også hvor lidt det blev brugt optimalt,” siger Kim Lantz. Han fortæller at mange flyselskaber havde avancerede systemer, men planlægning og beslutninger blev stadig ofte taget manuelt eller baseret på erfaringsbaserede vurderinger. Hvis et flyselskab fløj en bestemt rute i går, så var det meget sandsynligt at de fløj nøjagtig den samme i dag, eller i hvert fald én de havde fløjet før.

”Det var her, jeg så en kæmpe mulighed for at anvende grafteori til at skabe en smartere tilgang til dynamisk ruteplanlægning hvor vi kunne beregne den mest effektive rute hver dag.”

“Den første store opdagelse kom, da vi testede en prototype af vores optimeringsmodel. Vi kunne ikke bare kortlægge flyruter mere effektivt – vi kunne faktisk reducere brændstofforbrug og flyvetid markant. Det var dér, jeg indså, at vi kunne gøre en reel forskel i industrien,” fortæller Kim Lantz.

Idéen bag Kim Lantz’ originale virksomhed, AviationCloud, begyndte at tage form i 2012. ”Vi kunne se, at det her kunne skabe nogle fantastiske resultater, og vi kunne virkelig lave nogle ruter for de her flyvemaskiner, hvor de kunne spare enormt meget brændstof, udledning og penge.”

Sammen med sine medstiftere gik Kim hurtigt i gang, og allerede få måneder efter var de i USA for at præsentere deres produkt.

”Jeg vil sige, at det nemme for os var egentlig at få ideen til det. Det var ikke så supersvært. Jeg tror, at kombinationen af begejstring og en grundlæggende tro på, at ideen var god, var det, der gjorde, at vi lykkedes. Det motiverede os til at arbejde virkelig hårdt.”

Men selvom interessen var der fra starten, var der også udfordringer. ”Det gik stærkt, men vi vidste jo ikke på det tidspunkt, hvor svært det egentlig var, det vi havde kastet os ud i. Vi troede, at det ville tage et par måneder at have et system, der var oppe at køre. Men det endte med at tage et par år, før vi virkelig havde noget, der var stabilt og robust,” siger Kim Lantz.

”Vi var 3 personer, der komplementerede hinanden rigtig godt – at vi alle var superengagerede og bød ind med det vi var gode til, gjorde at vi fik en helt fantastisk start,” tilføjer Kim Lantz.

Fra startup til globalt samarbejde

I 2016 blev AviationCloud, der på daværende tidspunkt nu bestod af 5 personer, opkøbt af ForeFlight, og i 2019 blev ForeFlight en del af Boeing. For Kim betød det, at hans løsninger nu blev en del af en global virksomhed.

”I Boeing var der jo over 100 specialister, som arbejdede med det samme som os, og nu har vi fået slået pjalterne sammen, som man siger. Alle arbejder med lignende løsninger og trækker i samme retning, hvilket er helt fantastisk.”

Samarbejdet betød også, at nye teknologier kunne kombineres på tværs. ”De løsninger, som vores kolleger fra Boeing havde med sig, var meget avancerede på nogle andre måder, end det vi kom med. Men sammen har vi fundet ud af, at 1+1 lige pludselig bliver 3, og vi får noget endnu bedre ved at kombinere de her ting.”

Hårdt arbejde og store ambitioner

Kim lægger ikke skjul på, at rejsen har krævet mange ofre. ”Jeg kan tydeligt huske, at jeg sad ved mit skrivebord om aftenen. Min kone var gået i seng, mine børn var gået i seng, og jeg sad og kodede. Næste morgen skulle man på arbejde igen, og så hjem og arbejde videre.”

Men han ser også tilbage på erfaringerne med glæde. ”Det mest fascinerende har været muligheden for at lave så mange forskellige ting. Alt fra strategiske salgsmuligheder til at arbejde med kæmpestore kunder, til at have ansvar for vores strategi, forretningsudvikling og opkøb af virksomheder. Det har været virkelig spændende.”

Nøglen til succes

Når Kim bliver spurgt om sit bedste råd til andre iværksættere, er han klar i mælet. ”Nu har jeg snakket meget om teknologi, men det er jo ikke det, der gør det. Det er mennesker og relationer, der skaber den egentlige værdi. Teknologien er nødvendig, men det er relationerne og menneskerne, der skaber forretningen.”

Han opfordrer også til at fokusere på værdiskabelse for kunderne, i stedet for at fokusere for meget på kun teknologi eller idé: ”Brug lidt mere tid i starten på at komme ud til nogle kunder og få afprøvet, hvad det egentlig er, de sidder og bokser med.”

Fremtiden

Det har generelt været et fokus i Kim Lantz’ karriere at anvende velkendt teknologi til meget specifikke problemstillinger samtidig med, at han har kundernes hverdag i fokus. Det fokus fortsætter i dag, hvor Foreflight og Boeing arbejder med at integrere kunstig intelligens og store sprogmodeller i deres løsninger.

Men Kim Lantz er også opmærksom på udfordringerne. ”Der er rigtig meget lovgivning, og meget lovgivning er baseret på manuelle arbejdsgange, hvor kunstig intelligens måske i mange tilfælde kan gøre tingene bedre. Men lovgivningen tillader det ikke.”

Alligevel er han stadig motiveret af at tackle de store udfordringer. ”Det, der motiverer mig, er at knække nødder. At løbe ind i noget, som er virkelig svært, og så finde løsningen og vise, at det virker.”

”Det er jo faktisk ret så interessant at vide, at de digitale løsninger vi laver, det er jo faktisk i stort set alle flights, der foregår i hele verden i dag, og det synes jeg er helt vildt fascinerende og spændende,” afslutter han.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *