I disse år skyder Danmarks mindste virksomheder frem online. 38% af disse virksomheder med under 10 ansatte benytter sig af e-handel, det viser ny analyse fra Danmarks Statistik.
Det er en stor stigning. Hvor 27% af alle disse virksomheder i 2019 har deres egen webshop, så er tallet i 2021 på 34%. Det er en procentvis fremgang på 26%.
”Under Coronakrisen oplevede utrolig mange af Danmarks mindste virksomheder fra den ene dag til den anden, at deres fysiske salgskanal blev lukket ned. I håbet om at holde skindet på næsen kan vi se, at flere er søgt online. På en utrolig trist baggrund har Corona været med til at accelerere den digitale omstilling blandt vores mindste virksomheder,” udtaler Troels Johansen, chefkonsulent i IT-Branchen.
Online markedspladser vinder frem blandt mikrovirksomhederne
Særligt online markedspladser er en af de salgsplatforme, som nogle af Danmarks mindste virksomheder benytter sig af. Andelen af de mindste virksomheder, der bruger online markedspladser, er over dobbelt så stort som andelen hos de små- og mellemstore virksomheder.
”Vi kan se, at de mindste virksomheder er glade for de online markedspladser. Forklaringen på det er, at de her får tilbudt en ”plug and play-løsning”, hvor de for få omkostninger kan få adgang til et stort segment, teste efterspørgslen efter deres produkt af og dermed få mulighed for at skubbe deres virksomhed ud over stepperne,” udtaler Troels Johansen.
Støt din lokale webshop med julehandel
Nu står julehandlen for døren, og her har der de seneste år været en kraftig stigning i antallet af danskere, der køber deres julegaver online.
Coronasituationen og usikkerhed i internationale forsyningskæder har været med til at skabe utryghed om alle gaver vil nå frem til jul.
”Jeg tror, at mange vil være mere trygge ved at købe digitalt i den lille webshop i Varde end at krydse fingre for, at julegaven når frem fra Kina inden juleaften. Årets store julemand bliver måske i endnu højere grad den lille lokale virksomhed,” afslutter Troels Johansen.
Vil du vide mere?
Vil du vide mere om, hvordan de forskellige virksomhedstyper bruger e-salg, så kan du læse Danmarks Statistiks analyse her
Vil du læse mere om, hvordan ny teknologi i høj grad er blevet en megatrend, så læs med her