”Danmark har brug for mere end innovation – vi har brug for sikker innovation”

Mens valgkampens temaer så småt begynder at blive tydelige, er cyberkrigen for længst blevet det store samtaleemne i både det private og offentlige.

Billede af Alice Leth Sørensen

Danmark støtter i øjeblikket et land i krig, og vi er blevet et mål for hybride angreb, herunder cyberangreb.

Forsvarets Efterretningstjeneste vurderer, at truslen fra cyberangreb er historisk høj mod Danmark, hvilket understøttes af en ny analyse fra TDC Erhverv, der viser, at antallet af cyberangreb er fordoblet på bare et år.

Cybertruslen er med andre ord blevet et grundvilkår for myndigheder, virksomheder og den enkelte borger, og kan potentielt få alvorlige politiske, erhvervsmæssige eller samfundsøkonomiske konsekvenser.

Derfor er øget cyberrobusthed, både blandt borgere og i vores organisationer, afgørende for en tryg og sikker fremtid for Danmark – og et emne der burde fylde i valgkampen, hvis du spørger Alice Leth Sørensen, CEO, Truesec Denmark.

”At beskytte Danmark mod cybertrusler er en stor udfordring i lyset af den geopolitiske udvikling. Derfor bør regeringen styrke samarbejdet med lokale, private cybersikkerhedsleverandører i Danmark og Norden for at sikre, at den nødvendige efterretning, kapabilitet og kapacitet er til rådighed, når behovet opstår,” fortæller Alice Leth Sørensen.

De ændrede relationer mellem fjerne allierede understreger behovet for digital suverænitet. Set fra et virksomhedsperspektiv, er der især er tre digitale emner, som politikerne ifølge hende bør prioritere.

Cybersikkerhed er kritisk samfundsinfrastruktur

Cyber sikkerhed er ikke længere kun et it-spørgsmål. Det er et spørgsmål om national robusthed, konkurrenceevne og tillid.

Danmark er et meget digitaliseret samfund, og både offentlige myndigheder og private virksomheder er mere end nogensinde afhængige af digitale systemer. Politikerne bør derfor sidestille cyberrobusthed med fysisk beredskab, energi og forsyningssikkerhed.

En analyse fra Truesec, hvor de undersøgte 822 vandværker, viste f.eks., at mere end hver fjerde (26,5%) havde forhøjet eller høj risiko for cyberangreb.

Et bekymrende indblik i de huller, der desværre findes i vores digitale fundament, og som politikerne bør fokusere på.

Beskyttelse af data, erhvervsliv og demokrati i et nyt trusselsbillede

Danmark står over for et trusselsbillede, hvor cyberkriminalitet, cyber spionage og påvirkningsoperationer i stigende grad smelter sammen.

Det påvirker ikke kun store offentlige institutioner, men også virksomheder, forsyningskæder og borgernes tillid til digitale tjenester.

Politikerne bør derfor have fokus på, hvordan vi beskytter vores data, vores erhvervsliv og vores demokratiske institutioner.

Kompetencer og ansvarlig digitalisering

Digitalisering og brugen af nye teknologier som AI skaber store muligheder, men også nye risici.

Det kræver politiske prioriteringer, der styrker digitale kompetencer, ledelsesansvar og sikker implementering i både den offentlige og private sektor.

Danmark har brug for mere end innovation – vi har brug for sikker innovation.

Politikerne skal vænne sig til en ny virkelighed

Foruden hybridkrig ser vi via vores overvågning tydeligt, at cyberkrig, -spionage og avanceret it-kriminalitet ikke længere er fjerne eller teoretiske trusler. De er blevet en del af den daglige virkelighed for både offentlige organisationer og private virksomheder i Danmark,” udtaler Alice Leth Sørensen.

For den offentlige sektor betyder det et konstant pres på myndigheder, kritisk infrastruktur og samfundsvigtige funktioner. For den private sektor betyder det øget risiko for driftsforstyrrelser, datatyveri, afpresning, leverandørangreb og tab af konkurrencefølsomme oplysninger.

Truslen er med andre ord bred og påvirker alt fra produktion og logistik til sundhedsvæsen, finans og kommunale tjenester.

”Det, der kendetegner nutidens trusselsbillede, er, at grænserne mellem statslige aktører, kriminelle netværk og politisk motiverede angreb i praksis er blevet stadig mere uklare. Som følge heraf befinder virksomheder og offentlige institutioner sig oftere på frontlinjen i konflikter, der tidligere primært blev opfattet som statslige eller militære anliggender,” slår Alice Leth Sørensen fast.

Derfor er det ifølge Alice Leth Sørensen afgørende, at politikerne aktivt forholder sig til cybertruslen. Ikke kun som et teknisk spørgsmål, men som en strategisk samfundsudfordring.

Der er behov for langsigtede politiske prioriteringer, som styrker robustheden i hele samfundet:

  • Tydeligere krav til cybersikkerhed
  • Tættere offentligt-privat samarbejde
  • Investeringer i kompetencer
  • Og et stærkere nationalt fokus på forebyggelse, beredskab og håndtering.

I dag handler cybersikkerhed om langt mere end at beskytte systemer. Det handler om at beskytte tillid, drift, velfærd og national robusthed.

Vil du være med?

Deltag i IT-Branchens netværk og politiske fora – og vær med til at sætte retningen for Danmarks digitale fremtid.

Under valgkampen har vi lavet en side, hvor forskellige topdirektører fra it-branchen og politikere kommer med deres bud på, hvad der burde være af tech-fokus i valgkampen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *