Næsten hver fjerde dansker (23%) har brugt et smart internetforbundet produkt som f.eks. smarte elpærer, alarmsystemer, termostater eller stemmestyrede assistenter, inden for de seneste tre måneder. Mere end dobbelt så meget som det europæiske gennemsnit på 10%.
”Danskerne har altid været blandt de hurtigste til at tage ny teknologi til sig, og det er tydeligvis også tilfældet med de nye intelligente enheder, som danskerne ser en stor værdi i at bruge,” siger Natasha Friis Saxberg, adm. direktør i IT-Branchen.
Det er især mændene, der ikke kan holde fingrene fra de smarte dimser, der i stigende grad fylder de danske hjem. Næsten to ud af tre brugere i Danmark er mænd, viser de nye tal fra Danmarks Statistik.
Dimserne vil hastigt forandre vores hverdag
Ligesom internettet i sin tid ændrede vores arbejdsdag og fritid ganske markant, vil de såkaldte Internet of Things eller IoT-enheder også få en markant betydning for vores fremtid.
”Det intelligente hjem, de smarte enheder og stemmestyrede assistenter vil varetage mange af de kedelige ting, som vi bruger vores tid på i dag. Og de vil skabe ny viden, give kontrol og frigive masser af tid, og det er nok en af forklaringerne på, hvorfor de så hurtigt er blevet så populære i Danmark,” udtaler Natasha Friis Saxberg.
At Danmark er europamestre i brugen af smarthome-produkter, viser også, at der er en stor efterspørgsel, som flere danske virksomheder bør udnytte.
”Vi har verdens bedste hjemmemarked, og det momentum skal vi udnytte. Vi skal have de danske virksomheder til at satse på IoT, og bruge Danmark som vækstpioner og affyringsrampe for det enorme eksportpotentiale, der er på det her område,” siger Natasha Friis Saxberg.
Hun minder dog om, at man samtidig skal huske sikkerheden. Et netværk og ens hjem er aldrig stærkere end den svagest forbundne enhed. Det er derfor vigtigt, at man også sikrer, at ens smarthome-produkter løbende sikkerhedsopdateres.
Læs Danmarks Statistiks rapport “Europarekord i IoT-brug“.