AfspilThe shape of a play icon PauseThe shape of a pause icon
MuteThe shape of a muted speaker Annuller dæmperThe shape of a unmuted speaker

”JEG FORELSKEDE MIG I EDB I EN UNG ALDER”

Susanne Schustin

53-årige Susanne Schustin er CIO hos shippinggiganten Blue Water Shipping. Hun er historie- og kommunikationsuddannet, men faldt pladask for it i begyndelsen af 90’erne. Siden da har hun arbejdet i spændet mellem teknologi og humaniora.

Der var trængsel på EDB-stuen på Roskilde Universitet i begyndelsen af 90’erne. Der var så megen rift om de få computere i det lille lokale, at Susanne Schustin og en studiekammerat en dag blev smidt ud for at andre kunne komme til.
 
”Vi nåede lige at gemme vores projektdokumenter på to 720 kb floppydiske, og så gik turen ellers til Bilka, hvor jeg købte min første computer. Jeg forelskede mig i computere, fordi det gik op for mig, hvad man kunne bruge dem til,” fortæller Susanne Schustin, der siden studietiden har bevæget sig godt op i it-branchen med stillinger hos blandt andet Microsoft, Deloitte og nu som Global CIO hos Blue Water Shipping.

Min opgave er at stå i spidsen for en komplet digital transformation af virksomheden

”Jeg blev ansat for halvandet år siden. Min opgave er at stå i spidsen for en komplet digital transformation af virksomheden. Shipping- og logistikbranchen er ikke traditionelt en branche længst fremme på it, og vi er stadig lidt skizofrene. En stor del af vores processer er naturligvis allerede digitaliserede, men man printer og faxer stadig meget i branchen. Det er vi godt i gang med at gøre noget ved, så kunden altid kan få den bedste og den nemmeste rejse med os.”

Susanne Schustin har udover sin universitetsgrad en uddannelse i enterprise-arkitektur fra It-universitetet, men hun kan ikke selv kode. Hun fortæller, at hun hele vejen gennem karrieren har tænkt meget over, hvilken rolle hun skulle have i it-branchen.

”Jeg har skullet skabe relevans på baggrund af det jeg kan. Jeg har om man så må sige været nødt til at kigge på alting udefra. Hvis vi alle kan det samme og alle er ens, så kommer ingen med alternative virkelighedserfaringer. Og så er vi på den, når vi rammer et marked, der er anderledes end os selv. Når vi ikke har mangfoldighed, opstår der gruppetænkning, og det er en trussel mod forretningen. Jeg bidrager til mangfoldigheden med min relevante, humanistiske tilgang,” forklarer Susanne Schustin.

Jeg har altid haft en svejseflamme bagi

I dag er hun 53 år, hendes to sønner er ved at være voksne, og egentlig kunne Susanne Schustin bare hvile på laurbærrene i sin gode lederstilling, men det gør hun ikke.

Jeg har altid haft en svejseflamme bagi. Jeg har været med på fronten i konsulentbranchen. Jeg har været helt fremme og foran kunderne. Det værste for mig nu ville være bare at sige done. Så det gør jeg ikke. Jeg er derimod lige gået ind i et MBA-forløb. ’Det behøver du da ikke’, sagde min direktør, men jeg gør det for at fastholde min relevans. Så jeg læser en MBA på DTU/Berkeley.”

Det med relevansen er ifølge Susanne Schustin også et godt våben mod branchens ofte bedrevidende mænd.

”Jeg har oplevet det gennem årene. Selv når jeg har mænd til jobsamtale, kan jeg blive udsat for mansplaining. For nylig skulle jeg ansætte en person til en tung lederstilling i mit team. I stedet for at føre en samtale med mig, gav en mandlig kandidat sig til at forklare mig om it-sikkerhed. Han glemte, at han sad over for en CIO, der netop havde fået organisationen ovenpå efter et cyber angreb.”

Luk ned for mændenes kanal, når de kun taler om, hvor dygtige de er

Både som leder og som mentor i IT Branchen lægger Susanne Schustin vægt på, at de unge kvinder lærer at holde fast i sig selv, blandt andet så de kan modstå presset fra mandlige kolleger.

”Se at få hul på at være autentisk. Med alt, hvad det indebærer. Og vær ikke bange for at sige, at der er noget, du ikke ved. Tune ind på kanalen med ægte dialog og feedback fra hjertet. Og luk ned for mændenes kanal, når de kun taler om, hvor dygtige de er.”

SUSANNE SCHUSTIN

Derfor skal du arbejde med it

Teknologi er vejen til et bedre samfund

Markedet er mangfoldigt – det kræver alle typer af medarbejdere

Teknologi er cool