Til at begynde med lå det ikke i kortene, at Nina Maj Fjordvald skulle højt på strå i it-branchen, men tilfældighedernes spil tog skæbnen i hånden og sendte en ung IBM-kontorassistent ud på en erhvervsmæssig dannelsesrejse. I dag er hun som 41-årig kommunikations- og marketingdirektør i software-virksomheden EG, der beskæftiger 1700 medarbejdere, primært i Norden.
Det har også betydet meget for min karriere, at jeg har villet vise, at man sagtens kan være kvindelig leder i it-branchen
Undervejs i IBM læste hun en HD i it og økonomistyring, og senere tikkede en MBA ind på cv’et.
”Jeg har uddannet mig undervejs, men det har også betydet meget for min karriere, at jeg har villet vise, at man sagtens kan være kvindelig leder i it-branchen og dermed være med til at gøre en forskel. For det er på mange måder det, vi gør i it-branchen. Hele vores samfund er jo gennemsyret af it. Jeg er glad for, at jeg som kvinde er med til at udbrede gode og relevante it-løsninger.”
For Nina Maj Fjordvald er det vigtigt og helt naturligt at møde på arbejde og bare være Nina. Som kommunikations- og marketingdirektør er hendes kalender presset, men hun lægger samtidig stor vægt på at være synlig, og at kollegaer altid kan få fat på hende. ”Jeg møder på arbejde hver morgen med mit hele jeg. For jeg er den samme, uanset om jeg er på arbejde eller har fri. Derfor viser jeg også min sårbarhed og min tvivl en gang imellem. Nogle har en forestilling om, at ledere tager en eller anden corporate forklædning på, når de går på arbejde. Jeg er bare Nina, og det er vigtigt for mig, at mine medarbejdere kender mig og er med på min åbne og ærlige tilgang til tingene,” siger Nina Maj Fjordvald, der har 14 specialiserede medarbejdere i sin kommunikations- og marketingafdeling.
Jeg er den samme, uanset om jeg er på arbejde eller har fri. Derfor viser jeg også min sårbarhed og min tvivl en gang imellem
Hvis man en dag skulle komme til lønforhandling hos Nina Maj Fjordvald, skal man tænke sig godt om.
”Uanset om man er mand eller kvinde, får man ikke meget ud af at spille hard-ball til en lønsamtale med mig. Det er ikke en kamp, som skal vindes. Jeg synes derimod, det er okay at vise sin sårbarhed og eksempelvis starte ud med at sige, at man synes, det er svært at tale løn og sætte en pris på sig selv, hvis det er sådan, man har det. Igen handler det om at turde være sig selv og ikke spille en rolle. Når det så er sagt, skal man selvfølgelig stadig kunne argumentere godt for sit værd.” Det samme budskab formidler hun til sine mentees i IT Branchen, som hun også taler med om mange andre emner.
Det er meget givende for mig at være mentor i IT Branchen. Efter det indledende møde med min første mentee, kunne jeg mærke, at hun var meget begejstret. Sjovt nok havde jeg præcis den samme følelse
”Det er meget givende for mig at være mentor i IT Branchen. Efter det indledende møde med min første mentee, kunne jeg mærke, at hun var meget begejstret for vores snak. Sjovt nok havde jeg præcis den samme følelse. For det virker godt at kunne give noget tilbage, og jeg lærer også selv en masse af samtalerne. Uanset om det handler om mine medarbejdere eller mentees, så sætter jeg stor pris på dialogen, og jeg fortæller dem altid, at de skal være sig selv. Tænk ikke på at leve op til en masse idealer. Vær i stedet dig selv, og sig ja til de muligheder, som kommer din vej.”
NINA MAJ FJORDVALD
Derfor skal du arbejde med it
It og digitalisering gennemsyrer vores samfund og er i høj grad et arbejde med purpose
Der er i høj grad mulighed for hybridarbejde – det giver en god work/life balance
Masser af jobmuligheder og mulighed for faglig og personlig udvikling