Et tilfældigt studiejob i en it-virksomhed i Milano blev enzymet, der for snart 20 år siden igangsatte en spændende karriere. 45-årige Maria Søndergaard har altid levet efter devisen om at gribe de muligheder, der byder sig. I dag er hun direktør for to kundesegmenter hos Capgemini. Her har hun været i 12 år, og ambitionen er fortsat, at få succes med alt, hvad hun gør.
Tænk som Pippi Langstrømpe, der sagde ’Hvis jeg ikke har prøvet det, så kan jeg helt sikkert godt’
Cap Gemini er en international konsulentvirksomhed med 340.000 medarbejdere. Maria Søndergaard arbejder på det danske kontor som direktør for to kundesegmenter, retail og production. Med afsæt i sin cand. merc. i international marketing og management er hun steget i graderne, og i dag er hendes fokus kommercielt og strategisk.
”Mit team og jeg hjælper virksomhederne med rådgivning, platformsløsninger og digital transformation,” fortæller Maria Søndergaard.
Hun kan ikke selv programmere, men hun har god forretningsforståelse samt ikke mindst et solidt kendskab til de segmenter af virksomheder, som hun rådgiver.
Det personlige engagement betyder meget for mig, og jeg kan godt skrue bissen på, men på den gode måde
”Jeg kan forstå kundens hovedpine, og så har jeg gennem årene opbygget godt kendskab til forskellige brancher – og det er utrolig vigtigt, når man skal rådgive virksomhederne til de bedste it-løsninger.”
For seks år siden blev Maria Søndergaard en del af Capgeminis danske ledelse. Siden da har hun stået i spidsen for teams af varierende størrelse. Hun betegner sig selv som en empatisk leder, men også som en form for mentor, der stiller sig til rådighed for medarbejderne.
”Jeg er i øjenhøjde med mit team, og jeg er meget opmærksom på hver enkelt medarbejder. Jeg uddelegerer og organiserer opgaverne, men er samtidig en del af projekterne. Det personlige engagement betyder meget for mig, og jeg kan godt skrue bissen på, men på den gode måde. ’Vi skal have det her løst – hvordan kan jeg hjælpe dig?’, spørger jeg ofte mine medarbejdere,” fortæller Maria Søndergaard, som også er mentor i IT Branchen.
Jeg elsker mennesker, og jeg elsker dialogen med mennesker
”Jeg elsker mennesker, og jeg elsker dialogen med mennesker. Jeg taler med mine mentees om alt fra deres næste step i karrieren, over hvad der motiverer dem, til hvilke kurser og programmer, det kunne give mening at søge for at nå næste skridt i karrieren. Vores samtaler kan også handle om, hvordan man håndterer chefer, hvordan man undgår stress, og hvordan man får skabt balance mellem arbejds- og familieliv.”
Selv har Maria Søndergaard femårige tvillinger derhjemme. Hendes ambition er – både på jobbet og i privaten – at læne sig frem og gøre alt det, hun gør, til en succes.
MARIA SØNDERGAARD:
Derfor skal du arbejde med it
Du får et hav af muligheder
Du vil opleve, at it-branchen handler om meget mere end teknologi
Du vil møde mange forskellige mennesker