Årets Cyber Security Awards 2025 løber af stablen til Cyber Security Dagen torsdag den 13. marts i København. Til awardshowet hyldes og anerkendes de personer og virksomheder, der yder en særlig indsats på cybersikkerhedsområdet, og der er nu mulighed for at nominere en person eller virksomhed, som fortjener at blive hædret.
Priskategorierne er:
- Det Gyldne Gitter: Hovedprisen hylder en virksomhed, der har forbedret sin egen eller andres cybersikkerhed markant det seneste år
- Åbenhedsprisen: Fremhæver en virksomhed eller person, der åbent har delt erfaringer om cybersikkerhed, også når det har været udfordrende.
- Årets Kvindelige Cyberinspirator: Anerkender en kvindelig rollemodel, der har sat cybersikkerhed på dagsordenen og inspireret andre.
- Årets SMV-indsats: Belønner en mindre virksomhed, der trods begrænsede ressourcer har prioriteret cybersikkerhed på flotteste vis.
Årets jury består af fremtrædende profiler fra både det offentlige og private blandt andet i form af branchedirektør i DI Digital Andreas Holbak Espersen, CEO hos TDC Erhverv John Henriksen, Professor i Cybersikkerhed Jens Myrup Pedersen, Programchef for cybersikkerhed i Industriens Fond Malene Stidsen, CEO for IT-Branchen Natasha Friis Saxberg og Managing Director for Norden hos Cisco Trine Strømsnes.
“Cybersikkerhed er altafgørende for Danmarks digitale robusthed og vores samfundsøkonomi. Det er de danske virksomheder i stigende grad bevidste om, men vi skal have alle med, og derfor er det vigtigt, at vi fremviser og hylder de bedste eksempler på, hvordan man kan tage ansvar og gøre en forskel,” siger Natasha Friis Saxberg, CEO for IT-Branchen.
Sådan nominerer du
Fristen for nominering er den 21. februar 2025.
Cyber Security Dagen 2025
IT-Branchen, TDC Erhverv, Cisco og Dansk Industri inviterer dig til Cyber Security Dagen 2025, der både afholdes i København og Aarhus.