Endelig vil EU forenkle sine AI- og dataregler

EU-Kommissionen har netop fremlagt en digital omnibus med en række forslag til, hvordan man kan forenkle og smidiggøre bl.a. GDPR, Data Act og AI Act, så det bliver lettere at drive virksomhed i EU.

Illustrativt billede

Med den nye digitale omnibus lægger Europa-Kommissionen op til en markant forenkling af EU’s eksisterende regler for kunstig intelligens, cybersikkerhed og data.

Formålet er at skabe et mere sammenhængende og innovationsvenligt digitalt Europa, som både virksomheder og myndigheder kan navigere i.

Foto af Natasha Friis Saxberg

”Der har længe været brug for en forårsrengøring af de mange komplicerede regler. Derfor er vi meget positive overfor de forslag, som EU-Kommissionen netop har fremlagt. Det vil betyde langt færre byrder for de danske virksomheder fremover, og vil både styrke innovationen og konkurrenceevnen i EU,” udtaler Natasha Friis Saxberg, CEO i IT-Branchen.

Kommissionen har med den digitale omnibus peget på tre centrale områder, som de vil forenkle:

  • Klarere regler for kunstig intelligens​
  • Effektivisering af indberetning af cybersikkerhedshændelser
  • Samt regler vedrørende datadeling samt databeskyttelse og privatliv

Mere smidig implementering af AI-forordningen

AI-forordningen er central for Europas digitale udvikling, men den er også omfangsrig og uklar mange steder, hvilket gør det svært for virksomhederne at finde ud af, om de overholder reglerne.

”Mange virksomheder, der udvikler og anvender AI løsninger, er usikre på, hvordan man må bruge persondata til at oplære og forbedre deres AI-løsninger. Og at især dokumentationskravet er noget, der kan trække tænder ud. Derfor er det godt, at EU nu går ind og præcisere, hvad man må og ikke må på dette område,” siger Natasha Friis Saxberg.

Kommissionen foreslår dog, at ikrafttrædelsen af reglerne for Høj Risiko-systemer udsættes, så de kan kobles til de AI-standarder og compliance-værktøjer, som EU er ved et udarbejde, men som er blevet forsinkede.

Derudover lægger Kommissionen op til flere målrettede justeringer af AI-forordningen. Blandt andet vil man gøre det lettere SMV’er og SMC’er at leve op AI Act, ved at give dem færre og mere enkle dokumentationskrav, som de skal leve op til.

Det tiltag alene anslås at kunne spare virksomhederne mindst 225 mio. euro årligt.

Samtidig åbnes der for, at flere aktører kan bruge regulatoriske sandkasser, herunder en EU-dækkende sandkasse fra 2028, som skal understøtte test i virkelige miljøer – især inden for nøglesektorer som mobilitet og produktion.

Endelig styrkes EU’s AI-Kontor, så tilsynet bliver mere ensartet og mindre fragmenteret på tværs af medlemslandene.

Ét kontaktpunkt ved databrud

Cybersikkerhed er et område, hvor virksomheder i dag skal rapportere hændelser under flere forskellige regelsæt, herunder NIS2, General Data Protection Regulation (GDPR) og Digital Operational Resilience Act (DORA).

Med omnibussen samles indberetningerne i ét kontaktpunkt. Det skal både reducere den administrative byrde og give et mere effektivt overblik for myndighederne.

En moderniseret persondataforordning

Kommissionen foreslår også målrettede justeringer af GDPR med fokus på at præcisere og forenkle reglerne – uden at det går ud over borgernes retssikkerhed eller databeskyttelse.

På dataområdet konsolideres reglerne i dataforordningen, hvor man samler fire lovkomplekser og samtidig skaber mere klare regler på området.

”Det er godt, at der nu bliver ændret på nogle af de områder, der især har givet udfordringer hos virksomhederne. Især de små og mellemstore virksomheder har ikke råd til at have juridiske fagpersoner ansat, men må ofte betale sig til eksperthjælp ude i byen. Så det vil være en store byrdelettelse for dem,” fortæller Natasha Friis Saxberg.

Der indføres desuden undtagelser til visse krav om cloud-skift for SMV’er og SMC’er, hvilket forventes at give engangsbesparelser på omkring 1,5 mia. euro. Modelkontraktvilkårene for dataadgang og cloud-aftaler ændres også.

Samtidig lægges der op til moderniserede cookieregler, der skal mindske banner-træthed og gøre det muligt at gemme præferencer centralt i browseren eller operativsystemet.

Hvis du vil vide mere

Den digitale omnibus består reelt af to forskellige forslag:

Vi har lavet et overblik over de væsentligste detaljer i de to forslag i artiklen “Her er detaljerne i EU’s digitale omnibus“.

Har du allerede nu spørgsmål til de foreslåede ændringer eller til persondata og datarettigheder generelt, er du altid velkommen til at kontakte vores samarbejdspartner, DAHL Advokatpartnerskab. Som medlem af IT-Branchen har du nemlig adgang til gratis juridisk rådgivning hos dem.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *