Brugen af kunstig intelligens har for alvor fået sit gennembrud i erhvervslivet, hvor antallet af virksomheder, der benytter AI, er fordoblet hvert år de seneste to år. Til sammenligning ligger EU-gennemsnittet på 7%.
”AI er en af de teknologier, som virksomhederne hurtigst har taget til sig, fordi man også får en gevinst ud af det stort set fra første dag. Et smart fix til virksomhedernes ofte komplicerede dataudfordringer. Derfor tror jeg også, at den voldsomme vækst vil fortsætte de næste mange år,” udtaler Natasha Friis Saxberg, adm. direktør i IT-Branchen.
I en undersøgelse foretaget af McKinsey fortæller 22% af virksomhederne, at mindst 5% af deres EBIT allerede i dag skyldes brugen af AI. Og det er især omkring øget vækst og omsætning, at AI har vist sin værdi fortæller over halvdelen af virksomhederne i undersøgelsen.
AI er især et ledelses- og sikkerhedsværktøj
Det er især ledelsen, der bruger kunstig intelligens i form af business intelligence, forretningsprognoser og risikovurdering. Men også i forhold til it-sikkerhed, hvor man bruger det til overvågning og hurtig dataanalyse, er AI meget udbredt.
”Lige nu er det i høj grad ledelsen og it-afdelingen, der benytter AI, hvilket også er et naturligt sted at starte for mange virksomheder. Næste fase bliver, at det bliver udbredt længere ned i afdelingerne og ud til den enkelte medarbejder,” siger Natasha Friis Saxberg.
Også det offentlige er godt i gang med at implementere kunstig intelligens overalt. I dag bruger 31% i det offentlige AI og machine learning, men allerede i 2023 forventer man, at tallet er over 90%.
Om blot tre år forventer IDC da også, at markedet for AI-løsninger runder 500 mia. dollars, hvilket svarer til en årlig global vækst på mere end 17%.
AI er stærkt men ikke et vidundermiddel
”Potentialet er enormt, og man har tidligere anslået at brugen af AI, kan få Danmarks BNP til at vokse med 35 mia. kr. Men AI er ikke et vidundermiddel for alt, så det er samtidig vigtigt, at man får taget de nødvendige diskussioner omkring etik, jura og biased data, når man går i gang med sit AI-projekt,” slutter Natasha Friis Saxberg.
Tidligere i år fremsatte EU et forslag til, hvordan man kunne regulere brugen af AI.
Det gør EU bl.a. for at sikre, at især såkaldte højrisiko AI-projekter, der omhandler f.eks. beslutningsunderstøttelse indenfor rets- og socialområdet og kreditvurderinger skulle gennemgå særskilte godkendelsesprocedurer.
IT-Branchen er ikke i tvivl om, at AI bliver en af de teknologier, der for alvor vil ændre måden virksomheder og det offentlige driver sin forretning på – både mht. beslutningsgrundlag, automatisering og brug af robotter.
”AI får samme betydning for samfundet, som internettet viste sig at have for 20-30 år siden. Derfor er det vigtigt, at man som virksomhed forholder sig til, hvad teknologien kommer til at betyde for en selv samt for ens kunder og konkurrenter. Ellers risikerer man at blive overhalet indenom,” slutter Natasha Friis Saxberg.
Området omkring kunstig intelligens er noget, som IT-Branchen følger tæt, og vi vil løbende skrive om udviklingen indenfor AI samt om den kommende regulering på området.