Digitale investeringer gik amok under coronakrisen

Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at virksomhedernes it-investeringer og hjemmearbejdspladser eksploderede under COVID-19.

Digitale investeringer gik amok under coronakrisen

42% af danske virksomheder med mere end 100 ansatte fremrykkede investeringerne i digitale løsninger under coronakrisen, mens 51% øgede remote adgangen til deres it-systemer. Det viser nye tal fra Danmarks Statistik.

”Sidste år stod en stor del af virksomhederne med en akut udfordring, hvor både medarbejdere, leverandører og kunder pludselig skulle håndteres online. Både møder, arbejdsprocesser og interne systemer skulle fra den ene dag til den anden gøres tilgængelige online, og det har givet et gevaldigt skub i investeringerne,” siger Bent Dalager, partner i KPMG og formand for udvalget for digitalt erhverv i IT-Branchen.

Digitaliseringen var dog ikke bare en nødvendighed pga. COVID-19. Den har heldigvis også en længerevarende positiv effekt for virksomhederne.

Analyser fra regeringen viser, at de mest digitale virksomheder i Danmark har over 20% højere arbejdsproduktivitet end de mindst digitale virksomheder.

Det svarer til, at hver medarbejder i virksomheder med høj digitalisering årligt bidrager med 135.000 kr. mere i værditilvækst end medarbejdere i lavt digitaliserede virksomheder.

Danmark blev en nation af hjemmearbejdende

De nye tal fra Danmarks Statistik viser også, at vi sidste år på kort tid blev en nation af hjemmearbejdende danskere. Således steg andelen af medarbejdere, som arbejdede hjemmefra, med 37 procentpoint fra 11% før pandemien til 48% under COVID-19.

Den største stigning ses i branchen information og kommunikation, som havde den højeste andel af hjemmearbejdende ansatte før COVID-19 med 19%. En andel som steg til 87% under COVID-19.

”Vi så en firdobling i antallet af hjemmearbejdende på ganske få uger, hvilket var en imponerende omstilling af arbejdsdagen for både virksomhederne og den enkelte medarbejder. Det har samtidig også været en sund transformation for mange virksomheder, da det for mange også har startet en rejse mod en mere digital og effektiv forretning,” udtaler Bent Dalager.

Analysevirksomheden IDC kan da også fortælle, at 60% af europæiske organisationer vil accelerere deres digitale transformation, mens 37% af virksomhederne vil øge deres it-investeringer fremover.

Du kan læse mere om Danmarks Statistiks tal på deres hjemmeside.

ITWatch har også skrevet om tallene under overskriften: Coronakrisen har sat fuld fart i digitale investeringer.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.