Kvanteteknologi vil revolutionere vores samfund, og i dag har regeringen for alvor meldt Danmark stærkt ind i kampen om at blive blandt de førende lande til at udvikle nye banebrydende løsninger og skabe en ny dansk styrkeposition.
Regeringen offentliggjorde i juni 2023 første del af kvantestrategien omhandlende forskning, og i dag har de netop lanceret del 2 af kvantestrategien centreret om virksomheders kommercialisering, sikkerhed og internationalt samarbejde. Der er i alt afsat 250 mio. kr. årligt til kvanteområdet til perioden 2024-2027 med hhv. 200 mio. kr. til forskning og 50 mio. kr. til erhvervslivet.
”I IT-Branchen har vi længe arbejdet for en ambitiøs national strategi for kvanteteknologi. Det har vi nu fået, og jeg vil gerne rose hele regeringen for at se potentialet i kvanteteknologi og investere i området,” udtaler Natasha Friis Saxberg, Adm. direktør i IT-Branchen.
”Vores vækst og velstand bygger på stærke danske virksomheder. Danmark har alle forudsætningerne for at skabe en ny styrkeposition inden for kvanteteknologi, og vi ser allerede en række lovende kvantestartups springe ud fra vores universiteter,” siger Natasha Friis Saxberg.
Vi skal have teknologien i spil
Regeringen lægger blandt andet op til at styrke virksomhedernes kommercialisering af kvanteteknologi, de strategiske og sikkerhedsmæssige aspekter af teknologien samt det internationale samarbejde gennem en række initiativer.
”Vi skal arbejde klogt og bygge et stærkt økosystem for startups, universiteter og virksomheder på tværs af brancher. For med kvanteteknologi vil vi kunne løse logistikudfordringer i transportsektoren, vi vil kunne udvikle ny medicin og skabe bedre behandling i sundhedssektoren og ikke mindst accelerere den grønne omstilling. At regeringen nu går aktivt ind og understøtter mobilisering af mere kapital til kvantevirksomheder, at vi får øget talentmassen samt at endnu flere virksomheder får øjnene op for det massive potentiale i kvanteteknologi til at udvikle netop deres virksomhed, er virkeligt positivt,” udtaler Natasha Friis Saxberg.
Præsentation og gennemgang af ny national kvantestrategi (del 1 & 2)
Torsdag den 12. oktober inviterer IT-Branchen og Danish Quantum Community til et møde, hvor repræsentanter fra Uddannelses- og Forskningsministeriet samt Erhvervsministeriet præsentere og gennemgå elementerne i de to del-strategier, der tilsammen udgør en samlet vision for Danmarks arbejde og aktiviteter inden for kvanteteknologi.