Danmark er kommet på AI-verdenskortet

Med supercomputeren kaldet Gefion, skal Danmark snart huse en af verdens kraftigste computere.

Danmark er kommet på AI-verdenskortet

Danmark har gennem Novo Nordisk Fonden og Danmarks Eksport- og Investeringsfond (EIFO) indgået et samarbejde med NVIDIA om at etablere et nationalt center for AI-innovation, som skal huse en af verdens kraftigste AI-supercomputere.

”Supercomputeren er en stor og vigtig satsning for vores innovation, forskning og udvikling. Og jeg er ikke i tvivl om, at den ligesom ringe i vandet vil skabe nye muligheder for Danmark indenfor f.eks. sundhed, kvanteteknologi og den grønne omstilling,” siger Natasha Friis Saxberg, adm. direktør i IT-Branchen.

IT-Branchen var naturligvis også en del af den flotte lancering på Statens Museum for Kunst, hvor nyheden blev markeret med taler fra bl.a. H.M. Kong Frederik samt ministerdeltagelse af erhvervsminister, Morten Bødskov, sundheds- og indenrigsminister, Sophie Løhde og uddannelses- og forskningsminister, Christina Egelund.

En fantastisk mulighed for dansk erhvervsliv

Når centret er i drift senere i år, vil forskere fra den offentlige og private sektor kunne få adgang til den avancerede supercomputer. Det omfatter bl.a. forskning i lægemidler og bioteknologi, herunder proteindesign, fremskyndelse af den grønne omstilling og udvikling af fejlfri kvantecomputere.

”Vi taler om en af verdens kraftigste computere, og jeg er heller ikke i tvivl om, at den for alvor er med til at sætte Danmark på AI-verdenskortet. Med en supercomputer på dansk grund, kan vi reducere udviklingstiden på danske AI-løsninger markant, og give et tiltrængt pust til dansk innovation og vækst. Så det er et vigtigt initiativ for os som land,” udtaler Natasha Friis Saxberg.

Bag om supercomputeren

Den nye supercomputer, Gefion, består af 191 individuelle NVIDIA DGX H100-systemer med i alt 1.528 NVIDIA H100 Tensor Core GPU’ere og 382 Intel Xeon Platinum CPU’ere, der er forbundet via en NVIDIA Quantum-2 InfiniBand-netværksplatform.

Den benytter sig også af bl.a. NVIDIA CUDA Quantum platformen, som indeholder kraftfulde simuleringsværktøjer og mulighed for at programmere hybride CPU-, GPU- og kvanteprocessor (QPU)-systemer.

Det bliver datacenterudbyderen, Digital Realty, der vil lægge bygning til supercomputeren. Datacentret er bæredygtigt og vil operere på 100% vedvarende energi.

Novo Nordisk Fonden og Danmarks Eksport- og Investeringsfond (EIFO) har investeret hhv. 600 mio. kr. og 100 mio. kr. i selskabet, Danish Centre for AI Innovation, der skal eje og drive Gefion. Supercomputeren vil have det højeste sikkerhedsniveau og understøtte dansk datasuverænitet.

Vil du vide mere?

I IT-Branchen vil vi følge tæt med i og informere mere om AI-supercomputeren og mulighederne for at du som virksomhed kan få adgang. Blandt andet gennem vores Policy Board for NewTech. Ræk ud til Charlotte Holm Billund for at høre mere.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *