På Venstres ekstraordinære landsmøde i weekenden, brugte Jakob Ellemann-Jensen en stor del af sin taletid på at tale om det problematiske i, at dygtige og digitale virksomheder som Unity Technologies, Tradeshift, Just-Eat og Zendesk måtte flytte til udlandet for at kunne indfri deres forretningspotentiale.
Dermed refererede han ret præcist til et problem, som vi i IT-Branchen har peget på og dokumenteret i tæt samarbejde med Computerworld.
En dugfrisk kortlægning fra Computerworld viser, at de 50 største dansk-startede it-virksomheder har 48.000 medarbejdere og en værdi på 700 mia. kr.
Men knap halvdelen af de 50 mest succesrige dansk startede it-selskaber har enten flyttet hovedkontoret til udlandet, er blevet købt af udenlandske firmaer eller er blevet børsnoteret i udlandet. Ganske enkelt fordi de har haft for svært ved at rejse kapital i Danmark.
Det er virksomheder, der repræsenterer ca. 80% af værdien af den samlede top 50 liste. De fire mest værdifulde it-virksomheder med en værdi på 470 mia. kr. har alle flyttet deres hovedkontor til udlandet, hvor de har skabt 10.000 arbejdspladser.
Arbejdspladser der kunne have ligget i Danmark.
Manglen på kapital er en erhvervskatastrofe for Danmark
Virksomhederne flytter ud, fordi vi mangler dansk kapital i den store skala til de såkaldte B og C-fundingrunder, der bruges, når virksomhederne for alvor skal bruge penge til at rykke op i superligaen eller gå internationalt.
Det er ikke nogen ulykke for virksomhederne, for der står villige udenlandske investorer på spring til at investere. Og en vej flere og flere innovative og fremadstormende danske virksomheder desværre vælger at følge.
For Danmark er det en katastrofe. For med investeringerne følger ofte en udflytning, og det indebærer, at vi mister fremtidens erhvervssucceser til udlandet, og dermed lider et kæmpe tab af innovation og arbejdspladser, der kunne danne grundlag for danske velfærd.
Vi skal hjælpe med at bygge fremtidens flagskibe
Den danske udfordring ligger ikke i, at vi mangler dygtige folk eller virksomheder. Det vrimler det faktisk med.
Men som Niels Lunde, chefredaktør på Børsen, også skriver i sin seneste leder, så mangler Danmark en digital plan for, hvordan vi får bygget og beholdt fremtidens danske flagskibe. Noget der kræver kapital af betydelig størrelse.
I IT-Branchen har vi peget på en løsning. Hvis vi blot investerer 1% af danskernes enorme pulje af pensionsmidler i at skabe nye danske arbejdspladser, ville vi kunne få den nødvendige kapital i spil til at holde på de danske succeser.
Samtidigt ville vi give danskerne medejerskab af fremtidens flagskibe, og være med til at skabe en aktiv aktiekultur, hvor danskernes interesse og kendskab til fremtidens danske flagskibe styrkes.
Lykkedes vi ikke med dette, vil vi desværre se endnu flere virksomheder, arbejdspladser og vækstmuligheder forsvinde fra Danmark. Så Venstre og Niels Lunde har ret. Der mangler en politisk plan på dette område. Og det haster.
Hvis du vil vide mere
Er du interesseret i iværksætteri, vækst- og kapitalagendaen eller har forslag til, hvordan vi som nation, erhvervsliv og branche styrker denne agenda, er du mere end velkommen til at kontakte IT-Branchens kapitaludvalg.