Hvad der sker i Bruxelles har stor indflydelse på, hvad der sker i Danmark, og derfor vil vi tættere på EU’s sikkerhedsagenda.
Det gør vi gennem DIGITALEUROPE’s Privacy & Security group, der repræsenterer den digitale teknologiindustri i Europa og hvis medlemmerne omfatter nogle af verdens største it-, telekom- og forbrugerelektronikvirksomheder samt flere nationale brancheforeninger fra hele Europa.
En mand i bruxelles
For at arbejdet kan give den ønskede effekt, har vi brug for at kunne sende en mand afsted til møderne med et stærkt og brugbart mandat.
Rasmus Theede, der i flere år har været aktiv i vores sikkerhedsudvalg, er netop hjemvendt til Danmark efter en tid som teknologidirktør hos DigitalEurope, og han er stadig tilknyttet flere ekspertpaneler i EU.
Han bliver vores mand i Bruxelles, og vil sørge for at holde os opdateret på, hvad der sker på Privacy og Security området – ikke mindst de vigtige agendaer som GDPR, ePrivacy og EU’s Cyber Strategi.
Vær med i vores arbejdsgruppe
For at klæde Rasmus godt på til at repræsentere vores interesser i EU, nedsætter vi en hørings- og arbejdsgruppe under it-sikkerhedsudvalget, der frem mod de konkrete møder kan afklare vores strategi i forholdt til arbejdet med DigitalEurope.
Send en mail til Martin Jensen Buch, mjb@itb.dk, hvis du gerne vil tilknyttes denne gruppe, så du og din virksomhed kan få indflydelse på den europæiske it-sikkerhedspolitik.
Nyt nyhedsbrev med EU-fokus
Endelig vil vi udarbejde et nyt månedligt nyhedsbrev til IT-Branchens medlemmer med fokus på væsentlige emner fra den europæiske it-sikkerhedsdagsorden.
Vi håber, at nyhedsbrevet kan være med til at kommunikere om væsentlige beslutninger i EU, mens vi stadig som brancheforening har muligheden for at påvirke dem.
Første nyhedsbrev forventes at blive sendt ud i slutningen af februar, men du kan allerede nu skrive dig op til nyhedsbrevet her – sæt blot kryds i ”Privacy og sikkerhed”.