Er Danmark klar til fremtidens cybertrusler?

Det spørgsmål stod centralt, da Hele Danmark Øver 2025 blev skudt i gang med bl.a. en stor paneldebat.

Flere danske lufthavne har her i sensommeren måtte lukke luftrummet på grund af uønsket droneaktivitet. Det har gjort det endnu mere tydeligt for hele befolkningen, at trusselsbilledet mod Danmark er alvorligt og på mange måder mere komplekst end tidligere.

Samtidig er også cyberkriminaliteten stigende og har været det i mange år. Især fordi vi i de senere år har set, at den teknologiske udvikling, ikke mindst AI-udviklingen, har gjort det muligt for de cyberkriminelle af forfine og skalere deres cyberangreb og den digitale svindel.

Så er vi i Danmark klar til at møde fremtidens cybertrusler? Det spørgsmål stod centralt til kick off på Hele Danmark Øver 2025, hvor det tema var omdrejningspunkt for en paneldebat.

På scenen mødtes Natasha Friis Saxberg (CEO, IT-Branchen), Malene Stidsen (Programchef, Industriens Fond), Jeppe Engell (chefkonsulent, DI Digital) og Joen Magieres (chefkonsulent, Dansk Erhverv), modereret af journalist Natasja Crone.

Og det står heldigvis ikke helt skidt til. For sammenlignet med andre lande er Danmark faktisk ret godt med i forhold cybersikkerheden. Det bekræfter det seneste Global Cybersecurity Index 2024, der placerer Danmark i toppen som et globalt rollemodel-land. Med implementeringen af NIS2- og CER-direktiverne er Danmark også godt stillet, når det gælder beskyttelsen af kritisk infrastruktur mod fx hybride angreb.

Sådan skal vi sikre os i fremtiden

Men vi kan ikke hvile på laurbærrene, understregede særligt Natasha Friis Saxberg i paneldebatten.

Trusselsbilledet er lige nu i konstant forandring. Det skyldes ikke mindst de geopolitiske spændinger og den hastige teknologiske udvikling. Vi er et af verdens mest digitaliserede lande, men det gør os også ekstra udsatte og sårbare.

Cyberangreb, misinformation og geopolitisk pres er i dag vævet tæt sammen i et nyt hybridt trusselsbillede, hvor særligt grænsen mellem fysisk og digital sikkerhed bliver stadig mere udvisket. Og de nye realiteter stiller også helt nye krav til, hvordan vi tænker forsvar og sikkerhed.

Beskyttelsen af Danmark er ikke længere kun et anliggende for Forsvaret. I den digitale frontlinje spiller de private techvirksomheder en stadig større rolle, og netop her ligger en afgørende styrke: innovation, agilitet og adgang til banebrydende teknologi, understregede Natasha Friis Saxberg.

Skal Danmark forblive på forkant, kræver det et langt tættere samarbejde mellem forskning, forsvar og industri.

Cybersikkerhed er også et spørgsmål om kompetencer

Samtidig, understregede Natasha Friis Saxberg også, at vi halter bagefter, når det kommer til cybersikkerhedskompetencer,.

Allerede i dag efterspørger mange af IT-Branchens medlemmer flere specialister, og fremskrivninger viser, at vi i 2030 vil mangle op mod 20.000 medarbejdere inden for cybersikkerhed.

Vi tager ganske enkelt ikke udfordringen alvorligt nok som land. På kort sigt må vi politisk skabe bedre rammer for at tiltrække udenlandsk arbejdskraft, så danske virksomheder kan få de kompetencer, de akut mangler.

På længere sigt skal vi investere massivt i uddannelse, talentudvikling og større diversitet i branchen, så flere finder vej ind i de digitale og sikkerhedsrelaterede fag.

Og netop Hele Danmark Øver er et vigtigt skridt i den retning. For cybersikkerhed handler ikke kun om teknologi, men også om kompetenceudvikling. Og lige nu er det kun hver tredje virksomhed, der øver sig i cyberberedskab.

Skærp jeres egne kompetencer

I løbet af hele oktober 2025 afholdes der fysiske events over hele landet, hvor I som virksomhed får mulighed for forbedre jeres cybersikkerhedskompetencer. I kan i realtid prøve, hvordan det er at blive udsat for at hackerangreb, og I blive klædt på til, hvad I skal gøre, hvis uheldet er ude.

  • Beredskabsøvelsen er fysisk og varer i tre timer.
  • Du lærer, hvordan et hackerangreb kan finde sted, ser konsekvenserne af forskellige beslutninger, og vil blive bedre forberedt på at håndtere en reel krise.
  • Der kræves ingen forudgående viden for at deltage.
  • Beredskabsøvelsen er gratis for de deltagende virksomheder. Højst to personer fra samme virksomhed kan tilmelde sig det samme arrangement.

Hele Danmark Øver

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *