Giv børnene en fantastisk dag på kontoret

Brug et par timer sammen med en skoleklasse og se din hverdag og jeres løsninger fra børnenes perspektiv.

Giv børnene en fantastisk dag på kontoret

Flere og flere skoler og kommuner kobler sig på Coding Class-initiativet, hvor elever lærer at innovere og skabe digitale løsninger på virkelige problemer fra erhvervslivet.

Derfor søger vi endnu flere medlemmer, der vil støtte op om det gode initiativ ved at tage imod en lokal skoleklasse.

Vil du være med, så send en mail til Mette Lundberg på mel@itb.dk

Især i København og Odense har vi brug for besøgsvirksomheder, men også i Aarhus, Hillerød og Furesø og andre steder rundt om i landet er der brug for virksomheder.

Det tager ikke lang tid, men betyder så uendeligt meget

Som virksomhed bidrager du til elevers udvikling og interesse i it og teknologi uden et stort tidsforbrug. Samtidigt får du og dine kolleger en sjov og motiverende dag.

“Det var en stor succes – og hvor var det sjovt”, lød den spontane reaktion fra Signe Eberhardt, da Arrow fornyligt havde besøg.

Først og fremmest handler det om, at eleverne som afslutning på deres forløb kommer forbi jeres virksomhed og præsenterer deres løsninger for jer i en form for Løvens Hule koncept, hvilket typisk tager 2 timer.

Hvis I har mod på det, kan I også starte med at få eleverne til at arbejde med en case, som I giver dem.

Hos KMD blev eleverne f.eks. bedt om at kode en app eller et spil, der kan løse udfordringen med, at medarbejderne hos KMD ikke er så gode til at affaldssortere i kantinen, efter de har spist.

Mens BEC bad eleverne om at udvikle teknologiske løsninger, der kan hjælpe unge mennesker med at holde styr på deres økonomi.

Mere skal der egentligt ikke til – og det er først efter sommerferien, der er brug for jer.

Sådan er det gået andre virksomheder, der har haft besøg af Coding Class børn

Projektet har fået stor opbakning både hos erhvervslivet og skoler; således har mere end 100 virksomheder og ca. 7.000 elever været igennem et Coding Class forløb, hvor skoler rundt om i landet bliver matchet op med samarbejdspartnere fra erhvervslivet.

Børn skal tænde på it og teknologi

Coding Class er et projekt som skal skabe et engagement og en lyst hos børn og unge til at arbejde innovativt med it, og til at de forstår den bagvedliggende logik i de produkter, de bruger til dagligt, så de kan gribe de muligheder, der findes i digitaliseringen til glæde for dem selv og for Danmark som helhed.

Det er vigtigt fordi:
• Børn skal være aktive deltagere i de stadigt mere digitale fællesskaber og være en del af fremtidens demokratiske samfund.
• Fremtidige generationer skal være medskabere og digitale problemløsere, ikke blot superbrugere.
• Børn skal rustes med kompetencer, der vil være stærkt efterspurgte på arbejdsmarkedet.
• Lærerne skal rustes til en ny rolle som facilitatorer af nye læringsprocesser gennem en mere undersøgende tilgang.

Meld dig allerede i dag

Kunne du tænke dig at få besøg af en skoleklasse og være med til at skabe en interesse for it og teknologi hos fremtidens samfundsborgere, så skal du blot tage kontakt til Mette Lundberg, direktør for politik og kommunikation i IT-Branchen, mel@itb.dk.