Et halvår i en ny politisk virkelighed

Nye ministre og nyt folketing giver et travlt efterår i IT-Branchen, og vores medlemmer kan se frem til en lang række spændende aktiviteter og events.

Et halvår i en ny politisk virkelighed - Birgitte Hass, adm. direktør i IT-Branchen

Så er sommerferien gået på hæld, og vi smøger ærmerne op og til en ny og spændende hverdag.

Danmark har fået en ny socialdemokratisk regering, nye ministre og et Folketing med ny sammensætning. Derfor er vi som brancheforening trukket i arbejdstøjet for at styrke de nye relationer, så vi kan bidrage til retningen for de kommende år.

Af samme grund afholder vi i løbet af 2. halvår af 2019 møder med de nye ministre og relevante ordførere. Formål er at give politikerne en forståelse af, hvordan vi som branche bidrager til at skabe et stærkt, digitalt og bæredygtigt samfund, til glæde for økonomien og det enkelte menneske.

Du kan også bidrage. Har du input og ønsker, som du gerne vil have, vi vender med Christiansborg, skal du endelig tage fat i en af os fra sekretariatet eller formanden for det relevante politiske udvalg.

Nye muligheder for medlemmerne

I IT-Branchens fællesskab skaber vi altid relevante aktiviteter for medlemmer, samarbejdspartnere og det øvrige erhvervsliv.

Som noget nyt lancerer vi en Digitaliseringsmesse for dansk erhvervsliv, der afholdes i Odense Kongrescenter d. 4. oktober.

Her vil førende erhvervschefer dele ud af deres erfaringer med digital omstilling af deres virksomhed ligesom de 1.000 deltagere vil kunne finde inspiration blandt de 100 udstillende leverandører.

1. november afholder vi igen vores velbesøgte Udbudsoverblik, hvor du ikke bare kan få et unikt indblik i, hvilke udbud der snart kommer. Du får også mulighed for at tale med de relevante offentlige udbydere om deres kommende projekter.

Derudover er der vores traditionsrige Lederdøgn d. 26. september, som allerede har mange tilmeldte. I år er temaet ”Digital friktion”, og vi ser frem til inspirerende oplægsholdere fra nær og fjern og ikke mindst et udbytterigt branchesamvær.

I 1. halvår af 2019 var der i alt 1.200 mennesker fra 600 virksomheder, der deltog i vores events. Så der er helt sikkert noget for ethvert behov.

Next generation it-branchen

Digitaliseringen har for alvor taget fart. Industri 4.0 og den digitale revolution har globalt og lokalt bragt os ind i en ny tidsalder.

En så markant og verdensomspændende transformation af samfund, erhverv og privatliv betyder også, at vi skal revurdere definitionen af, hvad en it-branche reelt er.

Og hvad vi som brancheorganisation er sat i verden for.

Dén opgave arbejder vi lige nu med i foreningens forretningsudvalg og sammen med en række eksterne deltagere. Det vil du naturligvis høre mere om senere.

Tilbage er kun at ønske god arbejdslyst til alle jer, der med sammen os har et medansvar for at definere den digitale fremtid.