Digital genstart skal løfte dansk erhvervsliv

IT-Branchen præsenterer 12 konkrete forslag til en genopretning af danske virksomheder, der både på kort og lang sigt vil styrke den digital omstilling og vækst i erhvervslivet.

Covid-19-nedlukningen har på mange måder sat turbo på den digitale omstilling og tydeligt vist, at digitale virksomheder klarer sig bedst gennem krisen.

Digitale butikker og virksomheder, der kunne håndtere det daglige arbejde og kundekontakt online, har haft kronede dage.

Hele 85% af dem, der har arbejdet hjemme og online under coronakrisen, fortæller, at produktiviteten er steget i virksomheden i den periode.

Analyser viser for øvrigt produktivitetsforbedringer på 13% til 20% ved at arbejde remote, så også noget virksomheden vil kunne mærke.

Desværre har krisen også understreget, at rigtig mange virksomheder halter bagud med de digitale forretningsløsninger. Særlig udfordret er de små og mellemstore virksomheder, hvor kun 48 pct. har en høj eller meget høj digitaliseringsgrad.

For tre år siden påviste den daværende regering ellers, at de mest digitale virksomheder i Danmark har over 20 pct. højere arbejdsproduktivitet end de mindst digitale virksomheder. Det svarer til, at hver medarbejder i virksomheder med høj digitalisering årligt bidrager med 135.000 kr. mere i værditilvækst end medarbejdere i lavt digitaliserede virksomheder

Der er derfor god grund til at bruge de positive digitale erfaringer fra coronakrisen til at give dansk erhvervsliv et målrettet boost, så væksten, konkurrenceevnen og arbejdspladserne fastholdes og udbygges.

På baggrund af en målrettet dialog med medlemsvirksomhederne har IT-Branchen udarbejdet et katalog med 12 forslag til en digital genstart af danske virksomheder.

Du kan læse de 12 forslag her.

Eksporten hos SMV’erne skal styrkes

Den samlede eksport er faldet med over 7% på bare tre måneder, og især eksport af tjenesteydelser, som står for 40% af den samlede eksport har med en nedgang på 11% været særligt hårdt ramt.

Når man ser så markante fald på så kort tid indenfor et område, der beskæftiger 800.000 danskere, så er der brug for en særlig indsats, for at få især mindre virksomheder til at eksportere mere, da mere end halvdelen af den danske eksportvækst kommer fra SMV’ere.

For mange SMV’ere er det dog en stor udfordring at finde de bedst egnede eksportmarkeder og sikre markedsadgang uden at skulle investere større summer på rådgivning i startfasen.

IT-Branchen foreslår derfor, at SMV’ere som del af regeringens genstartteams tilbydes fri adgang til markedsdata og data om danske virksomheders tilstedeværelse på udenlandske markeder. Samtidig bør der lægges op til at øremærke en pulje til at styrke SMV’ernes arbejde med indsamling, bearbejdning og brug af data i forbindelse med nye teknologier, som f.eks. AI.

Virksomhedernes teknologiinvesteringer skal understøttes

SMV’ere bruger væsentlig færre penge på it end de større danske virksomheder. Der ligger derfor et stort potentiale i at få flere SMV’er til at investere mere i it og teknologi for at opnå fordelene ved øget digitalisering.

I dag afskrives it-hardware efter samme regler som maskiner, køretøjer og inventar uden skelen til, at it-hardware hurtigere mister sin værdi. Det betyder, at afskrivningsperioden ofte overstiger selve it-udstyrets levetid.

IT-Branchen foreslår, at afskrivningsreglerne for hardware og software opdateres, så de i højere grad afspejler den faktiske levetid.

For at kickstarte SMV’ernes investeringer i den digitale omstilling, bør der også etableres et investeringsvindue med forhøjet afskrivningsgrundlag på 115%, så virksomhederne opnår en rabat, når de investerer i ny driftsteknologi, software, apparatur og maskiner mv.

Flere investeringer i digitale projekter

IT-Branchen foreslår også, at der under Innovationsfonden etableres et nyt program, DigiBooster, der skal investere mere langsigtet i digitale projekter i fremadstormende digitale startups med en høj grad af risikovillighed.

DigiBooster skal både styrke og skabe volumen i det danske økosystem blandt techiværksættere, men skal også bidrage til at fastholde flere af techvirksomheder i Danmark.

Læs IT-Branchens samlede politiske udspil ”Digital genstart af danske virksomheder”.

Du kan også læse Berlingske artikel om de 12 forslag.

  • Super initiativ, men afsnittet “ Hele 85% af dem, der har arbejdet hjemme og online under coronakrisen, fortæller, at produktiviteten er steget i virksomheden i den periode. Typisk med produktivitetsforbedringer på 13% til 20%.”
    Den linker til en rapport fra 2019, så linket må være forkert(?)
    Kan I sætte det rigtige link ind?

    1. Hej Claus,

      Linket er som sådan rigtigt, da den omhandler produktivitetsforbedringer i forbindelse med at arbejde remote generelt – og ikke blot under coronakrisen. Jeg retter sætningen, så det fremgår tydeligt. Tak fordi du gjorde os opmærksom på det.

      De bedste hilsener

      Rune Fick Hansen, kommunikationschef i IT-Branchen

    1. Hej Claus,

      Hvilke coronatal tænker du på? Hvis det er dem vi lavede analyse om i april/maj, så laver vi en opfølger på disse i slutningen af september/start oktober.

      Hilsen

      Rune

  • Skriv et svar

    Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *