Vil udflytningsplanen koste it-studiepladser?

Regeringen har igangsat en øvelse om at flytte flere uddannelsespladser væk fra de større byer, og der har længe være spekuleret i, om det ville komme til at koste it-uddannelsespladser.

Vil udflytningsplanen koste it-studiepladser?

Med ambitionen om at man skal kunne bo, leve og uddanne sig i hele Danmark, lancerede regeringen i 2021 en større udflytningsplan, der skulle sikre et højere uddannelsesoptag uden for storbyerne og et lavere optag i de største byer.

Det har skabt stor bekymring for, om det vil betyde, at vi mister nogle af de it-uddannelsespladser, som vi har så hårdt brug for på arbejdsmarkedet. Især fordi uddannelsesstederne i de store byer, hvor hovedparten af it-uddannelserne er placeret, er blevet bedt om at nedskalere optaget med 5-10 procent.

”Vi har både overfor politikere og i pressen sagt, at der ikke har brug for at flytte rundt på pladser, men for flere pladser i både byerne og udenfor byerne. 90% af virksomhederne i Danmark efterspørger lige nu it-folk, så der er akut behov for at få flere og ikke færre studerende,” siger Mette Lundberg, direktør for politik og kommunikation i IT-Branchen.

Planerne ser positive ud

Nu har universiteterne fremlagt deres planer for, hvordan de vil imødekomme regeringens krav om udflytning. Og det tegner heldigvis langt mere positivt end frygtet.

I vidt omfang vælger universiteterne at friholde eller ligefrem opprioritere it-uddannelserne og i stedet finde udflytning og reduktion på andre områder.

Tilbage står nu et politisk slutforløb om den endelig plan. Heldigvis virker det som om, at det er lykkes med at skabe politisk lydhørhed hos flere partier for, at it-uddannelserne skal friholdes.

”It-kompetencer er kernen i vores fremtidige digitale samfund, så vi håber, at politikerne lytter til både universiteternes planer og erhvervslivets behov. For der er i den grad brug for, at vi får styrket uddannelsesindsatsen på dette område,” udtaler Mette Lundberg.


Det vil de enkelte uddannelsesinstitutioner

Her er en kort oversigt over, hvad de forskellige universiteter pt har meldt ud omkring udflytningsplaner og it-uddannelser.

Copenhagen Business School (CBS)
CBS har ikke planer om at flytte uddannelser ud af København, men har valgt at nedlægge forskellige ikke it-relaterede uddannelser. Derudover vil CBS beskære optaget på en række forskellige bachelor- og kandidatuddannelser, der har relativ høj ledighed eller giver retskrav til en uddannelse, der har relativ høj ledighed.

Dansk Teknisk Universitet (DTU)
Universitetet vil udflytte ca. 5 pct. af studiepladserne, uden at det indebærer studiepladsnedlæggelser. Som en del af DTU’s udflytningsplaner vil universitetet oprette et digitalt universitet, så stadigt flere ingeniører kan blive uddannet i Danmark. Ellers flytter DTU 200 studiepladser til DTU’s Risø Campus, to nye uddannelser oprettes i Kalundborg og en uddannelse flyttes til Hirtshals.

IT-Universitetet i København (ITU)
ITU vil ikke flytte én eneste studieplads væk fra Hovedstaden, og foreslår samtidig at hæve det samlede optag på universitetet med 200 nye studiepladser. Vil handlingsplanen ikke blive accepteret i de kommende forhandlinger, vil ITU nedskalere 5 procent af deres optag, hvor 18 studiepladser på tværs af bacheloruddannelserne skal lukkes, mens det tilsvarende vil være 25 pladser på kandidatuddannelser.

Københavns Universitet (KU)
KU nedskalerer i første omgang 110 naturvidenskabelige pladser, hvoraf 71 bliver lukket på bachelor- og kandidatstudier indenfor fagområdet ernæring. De vil reducere 1.590 studiepladser frem mod 2030, hvoraf 40% skal ske på Det Humanistiske Fakultet pga. relativ høj ledighed på disse fag. Prioriteringen af it-uddannelser ses ved, at KU i samarbejde med Dansk Teknisk Universitet vil etablere uddannelserne Bioinformatik og Quantum Information Science. De to nye uddannelser vil skabe ca. 70 studiepladser.

Syddansk Universitet (SDU)
SDU planlægger både udflytning og nedskalering. Omvendt vil de også etablere nye studiepladser uden for Odense, hvorfor der netto ikke bliver færre studiepladser på SDU. SDU, Vejle Kommune og Dandy Business Park har indgået en fælles hensigtserklæring om at etablere SDU Vejle, og der skal understøtte Trekantområdets behov for veluddannede kandidater indenfor it-, sundhed- og ingeniøruddannelser.

Roskilde Universitet (RUC)
Roskilde Universitets udspil rummer som udgangspunkt ikke yderligere nedlæggelser af studiepladser end de, som universitetet allerede påregner at skulle lukke som følge af ledighedsdimensionering. Universitetet har heller ingen intentioner om at flytte eksisterende uddannelser til andre geografiske placeringer. Herudover fremhæver RUC netop de naturvidenskabelige uddannelser, som nogle man er særligt opmærksom på at beskytte mod eventuel udflytning.

Aalborg Universitet (AAU)
Der er truffet et strategisk valg om at lægge vægt på at bibeholde et hovedcampus i Aalborg med et bredt udbud af uddannelser på alle hovedområder. Til gengæld specialiseres København med en STEM-profil med fokus på bæredygtighed og it. Der er allerede planlagt 110 ekstra pladser indenfor it-området frem mod 2030, ligesom også muligheden for at åbne nye it-uddannelser eller andre efterspurgte uddannelser indenfor STEM med fokus på bæredygtighed bliver prioriteret.

Aarhus Universitet (AU)
I alt vil AU nedlægge 745 studiepladser, hvor universitetets humanistiske fakultet, ARTS, skal skære 315 af dem. Naturvidenskabelige uddannelser som biologi, fysik, geologi, geofysik og kemi samt nogle medicinske uddannelser vil blive skåret med 118 pladser. Ingen it-uddannelser er berørt af planen, hvorfor der hverken udflyttes eller lukkes nogen studiepladser på universitetets seks it-relaterede uddannelser.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.