Over 100.000 børn kan nu deltage i Coding Class fra sofaen

Danmarks største skoleklasse skal for alvor til tasterne, når der i en hel uge står kodning, digitale løsninger og teknologiske nyskabelser på skemaet.

Over 100.000 børn kan nu deltage i Coding Class fra sofaen

I uge 18 får alle 6-7. klasser (137.136 elever) i hele Danmark mulighed for at være med i Coding Class når Sofaskolen i samarbejde med IT-Branchen laver temauge om innovation og programmering.

Da skolerne lukkede i midten af marts pga. corona, tog ildsjæle initiativ til Sofaskolen, et gratis online undervisningstilbud til alle folkeskoleelever, og som siden har haft næsten en halv million seere.

Coding Class bliver temauge i hele landet

Nu hvor de mindre klasser begynder i skolen igen, sætter Sofaskolen fuldt fokus på de større klasser. Uge 18 bliver derfor Coding Class temauge for 6. og 7. klasser, hvor eleverne skal lære om innovation og problemløsning gennem teknologi og kodning.

”Alle børn skal have kompetencer til at navigere i en stadig mere digital verden. De skal ikke bare være superbrugere, men skal selv kunne skabe og være innovative med teknologi, hvis de skal kunne bidrage til fremtidens digitale samfund. Og derfor er det vigtigt, at børn bliver undervist i fremtidens værktøjer,” siger Mette Lundberg, direktør for politik og kommunikation i IT-Branchen.

Undervisning går live på YouTube hver dag kl. 9, når værterne sammen med en gæst præsenterer dagens tema og opgave. Herefter arbejder børnene med deres opgaver inden der kl. 13.00 er opsamling og feedback på YouTube Live.

Vær med til at give børnene ny indsigt i teknologi

Har du børn i 6. eller 7. klasse, så tag fat i deres klasselærer og foreslå, at de bruger ugen til at være med i Coding Class.

”Samarbejdet er kommet hurtigt i stand og derfor er planlægningen af ugen stadig i fuld gang. Men vi håber, at der bliver mulighed for at give børnene en ægte Coding Class oplevelse, ved at de får feedback på deres projekter fra jer virksomheder,” udtaler Mette Lundberg.

Hvis du har lyst til at investere en times tid og give børnene feedback på deres kreative digitale løsninger, så skriv til mel@itb.dk.

Fakta om Coding Class

  • IT-Branchen har i samarbejde med en række medlemsvirksomheder og kommuner landet over etableret Coding Class projektet, som går ud på at lære børn at være kreative og innovative med teknologi.
  • Over 7.000 folkeskoleelever har indtil nu været igennem Coding Classes og nye skoler og kommuner melder sig hele tiden til.
  • Visionen er at få børn og unge til at tænde på teknologi og it – og at gøre it til en del af den almene dannelse i folkeskolen.

Fakta om Sofaskolen

  • Sofaskolen er undervisningsforlaget Alineas gratis tilbud til landets børn under skolelukningerne.
  • Eleverne engageres gennem aktive og kreative opgaver, afstemninger, quizzer, meningsmålinger og spændende gæster.
  • Allerede efter første uge gik TV 2 Regionerne ind i projektet og sender nu Sofaskolen i deres kanaler.