Her er de mest efterspurgte it-kompetencer

Dansk Jobindex har netop offentliggjort antallet af jobannoncer for starten af 2023, og det tyder på, at antallet af it-stillingsannoncer er faldet tilbage på niveauet fra før coronakrisen.

Her er de mest efterspurgte it-kompetencer

Selv om antallet af it-jobannoncer generelt er faldet med omkring en femtedel på bare et år, ser det ud til, at efterspørgslen efter en række særlige it-kompetencer har stabiliseret sig på et højt niveau.

Det er stadig indenfor systemudvikling og it-drift, der bliver søgt efter flest medarbejdere. Antallet af stillingsannoncer, hvor man har søgt efter systemudviklere, var ellers faldet fra 1.144 i starten af 2022 til 873 i oktober 2022. Men de sidste par måneder er antallet igen steget, så der i januar 2023 er annonceret efter 900 systemudviklere.

Samme udvikling ser man indenfor it-drift, hvor der efter et fald i antallet af stillingsannoncer igen er kommet gang i efterspørgslen, så der i januar 2023 blev efterspurgt 531 it-driftsfolk.

”De tre mest efterspurgte kompetencer er indenfor systemudvikling, it-drift og databaser, hvor vi især i slutningen af året har set, at efterspørgslen igen er steget efter et generel fald i løbet af 2022,” udtaler Tina Honoré Kongsø, cheføkonom i IT-Branchen.

Ledigheden i Danmark stiger

De nyeste ledighedstal fra Danmarks Statistik viser, at fra november til december 2022 steg antallet af ledige i Danmark med 2.700 til 80.800 personer svarende til 2,7% af den samlede arbejdsstyrke.

Dermed ligger ledigheden på det højeste niveau siden november 2021.

”Vi ser desværre generelt flere afskedigelser, end vi gjorde for bare et halvt år siden, og ledigheden vil forventeligt fortsætte med at stige i 2023. Men der er ikke entydig krisstemning på it-jobmarkedet om end virksomhederne tilpasser sig de mange usikkerheder, der præger dansk og global økonomi,” siger Tina Honoré Kongsø.

    Skriv et svar

    Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *