Vinder af IT-Prisen 2021: Margrethe Vestager, Executive Vice President for EU-Kommissionen
Magrethe Vestager hædres for at stille sig i spidsen for en digital vision og ambition for Europa – og for at sætte barren højt.
Allerede i sin tid i danske politik så Margrethe Vestager som en af de første politiske nøglepersoner digitaliseringens potentiale.
Et potentiale hun helt tilbage i 2012 som vicestatsminister beskrev som ”et politisk kinderæg”, der sparer penge, øger kvaliteten og giver danskerne bedre service. Hun så klart teknologi som en hovednøgle til Danmarks fremtidige velfærd.
I sit arbejde som konkurrencekommissær har Magrethe Vestager uforfærdet taget en række kampe med internationale tech-virksomheder i en stærk tro på den frie konkurrence.
Som vicepræsident står Margrethe Vestager i dag i spidsen for at gøre Europa klar til den digitale tidsalder. Her har hun udnævnt 2020’erne til at være ”The Digital Decade” og stillet sig i spidsen for en ambitiøs vision for EU’s digitale omstilling.
En vision, der sætter mennesket i centrum for den digitale omstilling og som skal sikre, at både virksomheder og borgere får gavn af og indflydelse på en mere bæredygtig digital fremtid.
På vegne af hele Europa tager Danmarks Margrethe Vestager kampen op med resten af verden og stiller sig i front for en ambition om, at Europa skal vise digitalt lederskab. Et lederskab, hvor Europa går forrest og viser vejen til at lade teknologien skabe vækst med mennesket og de demokratiske værdier i centrum.
Vinder af IT-Prisen 2020: Camilla Ley Valentin, Co-founder og CCO Queue-it
Camilla Ley Valentin er en af dem, som Danmark og den danske it-branche sukker efter flere af. Som medstifter af Queue-it har Camilla Ley Valentin formået at gå fra spirende iværksætter til digital vækstkomet med international succes.
Queue-it har de senere år oplevet massiv vækst og har i dag kunder i både Europa, USA og Asien. I marts 2020 solgte de tre stiftere deres livsværk til en dansk kapitalfond, hvormed Camilla Ley Valentin kan slutte sig til perlerækken af forgyldte danske tech-iværksættere.
Men i dag hylder vi ikke alene Camilla Ley Valentin for hendes store forretningsmæssige succes. Men for hendes vedholdende indsats for at bruge egen succes og erfaring som platform for at bane vejen for andre.
Som toneangivende profil i iværksættermiljøet har Camilla Ley Valentin gjort en utrættelig indsats for at skabe et stærkt dansk økosystem for tech iværksættere.
Med sin meget synlige profil har hun igen og igen bragt sig selv i spil i kampen for større diversitet i it-branchen.
Som succesrig forretningskvinde og som lysende klar rollemodel for iværksætteri og diversitet er Camilla Ley Valentin indbegrebet af, hvad den danske it-branche har brug for meget mere af.
Berlingske skriver: Fremsynet konkurrencekommissær og digital kø-betvinger hædres med stor pris
Computerworld skriver: Margrethe Vestager vinder IT-Prisen 2021: Får prisen for sit politiske lederskab og sin ambitiøse digitale vision
Om IT-Prisen
IT-Prisen er en pris, der bliver uddelt af brancheorganisationen IT-Branchen. Den tildeles til en person, der på “særlig fremragende vis sætter fokus på den danske it-branche”.
Kriterierne for at få prisen er ifølge IT-Branchen, at vedkommende gennem “idéskabelse, drift af forretning eller offentligt hverv bidrager til en positiv udvikling af it-branchen eller dens virksomheder.”
Prisjuryen består af Kaare Danielsen, adm. direktør i Jobindex, Anja Monrad, formand for IT-Branchen og direktør for Central- og Østeuropa i DELL samt vinderne fra de to forrige år: Morten Primdahl fra Zendesk og Henrik Føhns fra Techtopia. Prisen uddeles ved IT-Branchens årsmøde.