Den 5. februar 2025 afholder vi årets første faglige netværksmøde i Business Circle Jylland.
Vi er denne gang inviteret indenfor hos Trifork i Aarhus N, i deres nyopførte “Trifork Smart Building One”. Huset stod klar sommeren 2024, og er den første af 100 smarte bygninger, som Trifork planlægger at bygge.
Mødet kommer til at foregå i bærdygtighedens tegn, men vil herudover handle om meget mere end det. Vi skal tale om NewTech, Robotteknologi, AI, Droneudvikling og Iværksætter, om at have modet til at tænke anderledes og gå egne veje, om CSR og muligheden for at drive virksomhed, hvor man gør en forskel for mange, og hvor bæredygtighed og økonomi går hånd i hånd.
Onsdag den 5. februar 2025, kl. 09.00 – 12.00
Afholdes hos Trifork på Runen 3, 8200 Aarhus N
De to nedenstående taleroplæg vil danne udgangspunkt for gruppediskussioner og erfaringsudveksling i mindre grupper mellem deltagerne, og som altid vil der være masser af tid til netværk.
Første taleroplæg: Hvordan AI kombineret med droner og robotter, skal sikre vores have, klimaet og vores sundhed
v/ Signe Simonsen, Race for Oceans Technology
Er du klar til at tage ansvar for fremtiden? Signe Simonsen, grundlægger af Race for Oceans Technology, er på en mission for at bekæmpe plastikforurening og beskytte havmiljøet. Gennem et innovativt samarbejde med Trifork og ved hjælp af AI og robotteknologi, har Race for Oceans Technology, på kort tid, udviklet verdens første AI Beach Rover Prototype, der kan detektere og opsamle plast pellets.
Signe har en unik baggrund med en uddannelse inden for forsvaret og erfaring som udsendt til Irak. Hendes hybride profil har givet hende stærke kompetencer som iværksætter og et målrettet mindset, som hun i dag bruger til at tackle globale udfordringer som plastikforurening. Med sin kombination af teknologisk indsigt og en iver for at gøre en forskel, har Signe Simonsen arbejdet passioneret for at skabe konkrete løsninger, der kan gøre en forskel for havene og vores planet.
Hør Signe dele sin rejse fra militærtjeneste til at starte Race for Oceans Technology og få indsigt i, hvordan teknologi kan være en game-changer i kampen mod plastikforurening og mange andre globale opgaver. Oplægget vil inspirere både virksomheder og enkeltpersoner til at tage ansvar for vores fælles fremtid.
Andet taleroplæg: Bygninger tænkt som en software platform vi løbende opdaterer med ny funktionaliteter
v/ Claus Nyhus Christensen, Business Unit Leader, Trifork og Morten Wagner, CTO i TSBx
På en rundvisning i ”Trifork Smart Building One” vil Claus Nyhus Christensen, Business Unit Leader ved Trifork samt Morten Wagner, CTO i TSBx, give os et indblik i Triforks arbejde med Smart Buildings.
Visionen bag “Smart Buildings” er at bygge huse med fokus på bæredygtighed, hvor der er fokus på at lave en bygning som man har lyst til at være i, bla. gennem indeklima, arbejdsmiljø og smarte funktionaliteter der gør bygningen bedre at være i.
Udviklingen har bl.a. resulteret i en bygning, der er lavet næsten udelukkende af træ, med stor brug af upcyclede materialer, og hvor der bruges opsamlet regnvand til at skylle ud i toiletterne. Bygningerne er offgrid på varmeproduktion (og næsten på el). Bygningen er designet og indrettet med beboeren i centrum. Dette ses bla. ved at beboeren i hvert lokale selv kan styre varme, ventilation m.m. uafhængigt af de andre lokaler samt ved et bygningsdesign, der understøtter de behov man har i et kontormiljø. Alt dette er understøttet af en software platform, der via indsigt i bygningens status og mulighed for at styre næsten alt, gør det muligt at udvikle og opdatere bygningen med ny funktionalitet over tid.
Mødet henvender sig primært til CEO’s, direktører eller medarbejdere fra virksomhedens strategiske ledelseslag, der er medlem af IT-Branchen. Deltagelse er gratis men tilmelding er påkrævet.
Parkering: Der er fri parkering foran bygningen
Forplejning: Der vil være forplejning under mødet, med brød og kaffe ved ankomst og en frokost/sandwich afslutningsvist.
Vi glæder os til at se flest mulige af jer.
Save the dates:
2# Møde
Dato: 9. april
Tid: 9.00 – 12.00
Sted: TBA
3# Sommermøde
Dato 20. juni
Tid: 11.30 – 14.30
Sted: Bramslev Bakker
(Med mulighed for at blive til SommerSol i Bakkerne)
4# Møde
Dato: 10. september
Tid: 9.00 – 12.00
Sted: TBA
5# Møde
Dato: 12. november
Tid: 9.00 – 12.00
Sted: TBA