I 3. kvartal 2023 omsatte it-branchen for 72 mia. kr., hvilket er 2,2% lavere end omsætningen i samme periode sidste år. Det viser seneste tal fra Danmarks Statistik og IT-Branchen.
”Efter mange år med kontinuerlig vækst, ser vi for første gange et lille fald i omsætningen. Kunderne er blevet lidt mere tilbageholdne med deres it-investeringer, ligesom vi mærker, at salgsfasen kan tage lidt længere tid end tidligere,” siger Natasha Friis Saxberg, adm. direktør i IT-Branchen.
I de første tre kvartaler af 2023 beløber omsætningen i it-branchen sig samlet til 227,6 mio. kr., hvilket er 3% højere end den tilsvarende periode i 2022. Men kigger man alene på 3. kvartal 2023, er der altså sket et fald i forhold til samme kvartal året før.
Stor forskel mellem underbrancher
Det er især virksomheder, der fremstiller eller engroshandler med computere, it- og kommunikationsudstyr, der har haft et udfordrende 3. kvartal. Sammenlignet med samme kvartal sidste år er omsætningen faldet med hhv. 9,8 og 14,9%.
Omvendt så har virksomheder inden for telekommunikation og softwareudvikling oplevet en markant fremgang på næsten på hhv. 12 og 17%.
Ser man på underbrancherne indenfor it, er det it-konsulenter og engroshandel med it-udstyr, der står for størstedelen af branchens omsætning. IT-konsulenter og engroshandel står samlet for 70% af omsætningen.
Betydeligt fald i eksporten
I 3. kvartal 2023, eksporterede it-branchen for 24,8 mia. kr., hvilket indikerer et betydeligt fald på 8,1% i forhold til samme periode sidste år.
I de første tre kvartaler af 2023 har it-branchen samlet eksporteret for 78 mia. kr., hvilket er 3,4% højere end den tilsvarende periode i 2022. Ligesom med den samlede omsætning for branchen er det altså kun sket et fald i eksporten i forhold til samme kvartal året før.
”Der er ingen tvivl om, at den højere inflation i landene omkring os samt den generelt højere rente er med til at sætte en dæmper i efterspørgslen på eksportmarkederne, hvilket vi også kan mærke i branchen lige nu,” udtaler Natasha Friis Saxberg.
I de tre første kvartaler af 2023 har it-branchen eksporteret for 78 mia. kr., hvilket svarer til 72% af den samlede eksport i 2022, som var på 108,5 mia. kr. Eksporten i it-branchen udgør i 3. kvartal 2023 lige godt 35% af den samlede omsætning.
Beskæftigelsen i it-branchen er stadig rekordhøj
Beskæftigelsestallene for 3. kvartal 2023 kommer først i starten af det nye år. Ser man på de senest tilgængelige tal for 2. kvartal 2023, var der 107.331 fuldtidsansatte i it-branchen.
Dermed har beskæftigelsen holdt sig på et stabilt og rekordhøjt niveau de seneste 3 kvartaler. Det seneste år er beskæftigelsen steget med ca. 2.000 fuldtidspersoner, hvilket er en betydelig mere afdæmpet stigning end i foregående år.
“Vi ser stadig en vækst i antallet af medarbejdere i it-branchen, og der er stadig et enormt stort behov for flere. Men vi kan også se, at når omsætnings- og eksportvæksten løjer af, så holder man også lidt igen med nyansættelserne,” fortæller Natasha Friis Saxberg, og fortsætter:
”Når den globale usikkerhed fortager sig, tror jeg, at vi vil se en fornyet vækstfase for branchen, da rigtigt mange virksomheder vil investere i både AI, cybersikkerhed og den grønne omstilling.”
Hvis du vil vide mere
Har du lyst til at dykke ned i endnu flere tal om branchen eller om vores forskellige mærkesager? Så har vi lavet et helt talunivers med opdaterede tal om stort set alt.
Besøg IT-Branchens talunivers.
Medierne har allerede dækket 3. kvartalstallene, hvilket du kan læse om her:
Berlingske: “Den danske it-verden ramte loftet efter ni års fremgang.”
Computerworld: “Flere års optur er slut for it-branchen: Dansk it-eksport styrtdykker.”
ITWatch: “It-branchen går tilbage efter flere års kontinuerlig vækst.”