Lovgivning

Den danske miljølovgivning er primært samlet i miljøbeskyttelsesloven, men der er også andre love, som har betydning indenfor miljøområdet. Desuden påvirker EU´s miljøbestemmelser os i Danmark.

1. Hvad sker der indenfor miljølovgivningen i EU lige nu?
2. Hvordan ser miljølovgivningen ud for produkter i EU?
3. Hvilke miljørelaterede lovgivningskrav stilles der til IT- og telekommunikationsprodukter i EU?
4. Hvilke forandringer i lovgivningen kan forventes i den nærmeste tid?
5. Hvordan finder jeg ud af den præcise miljøkrav i Danmark og i udlandet?
6. Hvilken rolle spiller standardisering indenfor miljøområdet?

 

 

1. Hvad sker der indenfor miljølovgivningen i EU lige nu?

Miljøspørgsmål har de seneste år fået langt mere plads i den politiske debat. Klimaspørgsmål i bredere forstand er på alles agendaer, og miljø er en del af det bredde begreb “bæredygtig udvikling”, som omfatter miljø, økonomi og sociale spørgsmål. Indenfor rammerne af EU´s “2020 strategi” spiller netop bæredygtig udvikling en betydelig rolle.

Her tildeles også informations- og kommunikationsteknologien (IKT) en vigtig rolle, både når det gælder at skabe en positiv økonomisk og social udvikling, samt når det handler om at bekæmpe miljøforandringer. EU´s 2020-strategi definerer syv søjler indenfor hvilke, der skal gennemføres forandringer. Miljø står særligt i centrum under ”et ressourceeffektivt Europa”, og IKT under “en digital dagsorden for Europa.”

Inden for ressourceeffektivitet spiller energiforbrug og energieffektivitet en vigtig rolle både som et strategisk aspekt (tilgang til energi) og i forbindelse med EU´s klimaændringsmål for CO2 emission.

EU har også et mål om at sænke energiforbruget med 20 % frem til år 2020 sammenlignet med “business as usual” og i oktober 2012 godkendte de et “Energieffektivitetsdirektiv” for at opnå dette mål.

Fokus vil derfor ligge på produkters energieffektivitet, som med tiden kan resultere i krav om rammen for EU´s miljøvenlige design (se Q-3 nedenfor).

Man har også identificeret et behov for at forbedre graden af genanvendelse af brugte produkter for at sikre fremtidens tilgang til råmaterialer. 


 

2. Hvordan ser miljølovgivningen ud for produkter i EU?

Produktrelateret miljølovgivning kan være baseret på to forskellige kapitler i EU-traktaten.

  • Kapitlet om “Tilnærmelse af lovgivningen”, artikel 114 (det tidligere kapitel 95), hvilket indebærer at landene skal tilpasse deres nationale lovgivning så den er i overensstemmelse med EU´s modsvarende lovgivning. Det kalder man for “totalharmonisering” og har til formål at fremme et velfungerende indre marked;
  • I kapitlet om “Miljø”, artikel 192 (tidligere artikel 175) angives det, at EU´s krav er mindstekrav, og medlemslandene har ret til at stille højere krav nationalt. Det fremgår i indledningen af lovteksten, hvilket kapitel der anvendes.

I EU formuleres kravene i form af “direktiver” eller “forordninger”, og det er direktiver, som angiver hvilket eller hvilke krav, som medlemslandene skal indarbejde i deres nationale lovgivning.

Herefter er det op til landene selv at indarbejde kravene i deres egen lovgivning. Denne fremgangsmåde fører til en vis risiko for, at der opstår afvigelser, eftersom der kan anvendes forskellige formuleringer.

De fleste produktlovgivningskrav formuleres som direktiver. En forordning derimod har en såkaldt direkte virkning i medlemsstaterne og skal indarbejdes i sin eksisterende form uden ændringer.


 

3. Hvilke miljørelaterede lovgivningskrav stilles der til IT- og telekommunikationsprodukter i EU?

For det første kan miljøkrav på IT- og telekommunikationsrelaterede produkter deles ind i tre kategorier, som er:

  1. Krav til miljøvenligt design
  2. Forbud mod brug af visse farlige stoffer
  3. Producentansvar (genanvendelse)

Inden for EU findes der specifikke direktiver indenfor alle disse tre områder:

  • Rammedirektivet om miljøvenligt design (ErP, direktiv 2009/125/EU): Direktivet om miljøvenligt design er et rammedirektiv. Heri opstilles produktkrav for forskellige produktkategorier, som er inddelt efter forskellige “gennemførelsesforanstaltninger”, og hver enkelt af disse offentliggøres som forordninger. Arbejdet med at undersøge om der findes behov for lovgivning indenfor forskellige produktgrupper foregår løbende.  Disse produktgrupper identificeres i et særskilt arbejdsprogram. De fleste af de forordninger, der indtil videre er blevet udarbejdet har kun indeholdt krav om maksimal tilladt strømforbrug i dvaletilstand og/eller anvendelsesmåde. Der er diskussioner om at indføre krav som forenkler genbrugsprocessen for på den måde at stimulere en “cirkulær økonomi”, hvor elektronikaffald bliver til råmateriale for næste generation af produkter.
  • Det reviderede direktiv om farlige stoffer – ”RoHS2”, direktiv 2011/65/EU, har været anvendt siden januar 2013. Direktivet har indført krav om erklæring fra producenten, CE-mærkning samt udarbejdelse af teknisk dokumentation som bevis på overholdelse.
  • For anvendelse af kemiske stoffer direkte og i varer gælder også forordning 1907/2006 (REACH). REACH indeholder informationskrav, godkendelseskrav og forbud mod anvendelse af vise kemikalier.
  • Direktiv om elektronikaffald (direktiv 2002/96/EU – kaldes for WEEE), det reviderede direktiv (”WEEE2”, direktiv 2012/19/EU) skal anvendes fra 15. februar 2014). Du finder mere information i kapitlet ”Producentansvar”.
  • Emballagedirektivet 94/62/EU er blevet opdateret nogle gange, senest i februar 2013 (seneste konsoliderede udgave er fra april 2009). Det stiller krav om emballage samt om genbrug af emballage.
  • Batteriindsamlingen i EU styres af EU-direktiv 2006/66/EU. I Danmark blev direktivet omsat igennem en svensk batteriforordning, som trådte i kraft i januar 2009. Du finder mere information i kapitlet ”Producentansvar”.

I ovennævnte lovgivningskrav er WEEE et såkaldt minimumsdirektiv. Batteridirektivet er til en vis grad totalharmoniseret (kapitlet om produktkrav og fri bevægelighed), men er i øvrigt et minimumsdirektiv. De andre direktiver (ErP, RoHS2 og emballagedirektivet) er totalharmoniseret for at sikre produkters frie bevægelighed i EU. REACH er en forordning, og den har direkte virkning i enkelte medlemsstater uden, at den først skal indarbejdes i national lovgivning.


 

4. Hvilke forandringer i lovgivningen kan forventes i den nærmeste tid?

I forbindelse med miljøvenligt design (som er EU´s måde via mindstekrav at øge energieffektiviteten og mindske energianvendelsen i samfundet)) er der blevet udarbejdet en arbejdsplan for perioden 2012-2014 med en vejledende liste over nye produktgrupper for hvilke, der kan være behov for lovkrav.

Samtidig har Kommissionen i deres dokumenter om ressourceeffektivitet foreslået, at krav også bør stilles indenfor andre parametre end kun energi.

Et forslag er som nævnt at stille krav, som fremmer genanvendelsen af materialer.. Hvorvidt der vil blive stillet lovkrav er uklart i øjeblikket, delvist på grund af vanskelighederne ved at formulere entydige og målelige krav.

Derimod kan man måske få sådanne krav inkluderet i “ikke-regulerende” sammenhænge såsom ved offentlige indkøb (se mere om krav ved offentlige indkøb i kapitlet ”Miljøkrav ved offentlige indkøb”).

En regulær ændring af selve direktivet om miljøvenligt design blev offentliggjort i december 2012, hvori Kommissionen konkluderede, at der “ikke findes noget behov for umiddelbar ændring af direktivet om miljøvenligt design.”  

WEEE-direktivet er blevet revideret og offentliggjort som direktiv 2012/19/EU (”WEEE2”). Den danske implementering og offentliggørelse er fra d. 15. februar 2014.

Man har i det nye direktiv indikeret koblingen til eco-design direktivet, herunder fremstillingen af produktet med den hensigt at gøre genbrug af produkterne lettere. 

Ud over de produktrelaterede direktiver findes der også et nyt direktiv om ”energieffektivitet”, direktiv 2012/27/EU, offentliggjort i oktober 2012. Formålet med direktivet er at mindske EU´s energiforbrug med 20 % frem til 2020 sammenlignet med “business as usual.”

Direktivet specificerer blandt andet krav om energibesparelser hos energileverandørerne, levering af avancerede energimålere, offentlige indkøb, energirenovering af offentlige bygninger samt tilbud om energisyn.

Energisynet er tænkt som et tilbud til små- og mellemstore virksomheder (SMV’er). For virksomheder, som ikke er en SMV vil energisynet være obligatorisk. Det første energisyn skal ske senest 1.marts 2016, og derefter 1. marts hvert fjerde år. 

Detaljeret information kan indhentes hos Energistyrelsen. REACH forordningen udvides kontinuerligt med nye stoffer, som kræver informationspligt fordi de bruges i over 0,1% w/w.

Kandidatlisten over særligt farlige stoffer bestod i slutningen af 2012 af 138 stoffer, og der forventes en kontinuerlig udvidelse. Der tilføjes allerede løbende nye stoffer.


 

5. Hvordan finder jeg ud af den præcise miljøkrav i Danmark og i udlandet?

Danmark kan Miljøstyrelsen og Energistyrelsen give detaljeret information om, hvilke krav der stilles.

Hvad angår internationale krav kan du også søge hjælp hos verdenshandelsorganisationen WTO via deres medlemmers kontaktsteder for information om nationale tekniske regler.

Se også EU prlamentets guide til grønt indkøb.


 

6. Hvilken rolle spiller standardisering indenfor miljøområdet?

Standarderne kan deles op i tekniske standarder og forvaltningsstandarder.

  • En teknisk standard kan kort beskrives som et dokument, der er blevet oprettet af et åbent anerkendt standardiseringsorgan, og som indeholder tekniske kriterier såsom kravniveauer og målemetoder og den spiller en meget vigtig rolle. Det er sådan, at standardiseringer har været overset indenfor miljøområdet i forhold til mange andre områder. Igennem de seneste års øgede lovgivningskrav samt et større fokus fra kundens side på miljøaspekter, har de internationale standardiseringsorganer nu etableret et program for at inkludere miljøaspekter i deres standardiseringsaktiviteter.  Indenfor rammerne af disse aktiviteter er der stor fokus på energieffektivitet og livscyklusanalyser.
  • En såkaldt målemetodestandard er nødvendig for at kunne verificere og sikre specifikke tekniske parametre. Standarder med tekniske kravsniveauer giver kendte og internationalt aftalte ydeevneniveauer og åbner op for fair konkurrence.
  • Den nye standard for RoHS2, EN 50581:2012 udgør en anden variant af tekniske standarder. Den beskriver den tekniske dokumentation, som skal fremlægges for at direktivets væsentligste krav betragtes som opfyldt.
  • Hvis man vil give et mere fuldstændigt billede af et produkt eller et systems samlede miljøpåvirkning er der behov for standarder for en såkaldt livscyklusanalyse.  Disse definerer beregningsmetoder og et livscyklusperspektiv. Man arbejder nu i internationale standardiseringsorganer for at skabe beregningsmetoder så man kan sammenligne to ens systemer med hinanden. Fx. vil man ud fra et miljøsynspunkt undersøge, hvilke forbedringer, der kan opnås via løsninger baseret på IT- og telekommunikation sammenlignet med mere traditionelle løsninger. Det kan fx. vVære noget om, hvor stor klimapåvirkningen er ved et virtuelt internetmøde sammenlignet med et fysisk møde.
  • En ledelsesstandard beskriver arbejdsgangene indenfor de respektive områder. Med undtagelse af den almindelige kvalitetsledelsesstandard ISO 9001 og miljøledelsesstandarden ISO 14001 dukker der nu nye ledelsesstandarder frem indenfor forskellige  områder.  Et eksempel er indenfor CSR. (læs mere under “Sociale krav”). De fleste af disse ledelsesstandarder er associerede med certificering, selvom nogle af dem ikke egner sig til certificering pt. (fx.  CSR-standarden ISO 26000, som er en såkaldt vejledende standard). EU´s lovgivning stiller ingen krav om ledelsesstandarder, og det er op til markedets aktører i hvilket omfang, de ønsker at anvende dem.

Opdateret 27.10.2014