Kvindelige studerende bag nyt tech-netværk

Der var godt fyldt op og rigtig god stemning, da godt 50 unge kvinder slog vejen forbi Børsen, til det første event for Netværket for kvindelige studerende i Tech og Finans.

I samarbejde med Netværket for kvindelige studerende i Tech og Finans inviterede vi i går en række kvindelige studerende indenfor på Børsen, og der var både spændende oplæg og massere netværk på programmet.

Netværk skaber fællesskab, relationer og videndeling

Netværket for kvindelige studerende i Tech og Finans er et nyt studenter-initieret initiativ, der sigter efter at præsentere kvindelige studerende for en række af branchen stærke kvinder, som vil give indsigt i de erfaringer de selv har gjort sig på deres rejse gennem erhvervslivet.

”Det er vigtigt, at vi som unge kvinder har nogle rollemodeller vi kan sparre med samt søge råd og vejledning hos. Det gør nemlig, at vi som studerende kan være mere forberedte på, hvad der venter os på arbejdsmarkedet, når vi engang er færdige med studierne,” fortæller Johanne Langager, Matematik-økonomi studerende og stifter af netværket.

At så mange kvindelige studerende viser interesse for netværket er en rigtig god mulighed for branchen generelt, hvor blot hver fjerde stilling i dag er besat af kvinder.

”Alt for få kvinder arbejder med it og teknologi, og det er et problem, hvis vi vil skabe mere vækst i branchen. For der er ingen tvivl om, at kvinder og diversitet kan mærkes på bundlinjen,” udtaler Mette Lundberg, direktør for politik of kommunikation i IT-Branchen.

Det er helt okay at drømme stort

Netværket kunne til første møde byde velkommen til Nana Bule, adm. direktør for Microsoft Danmark, som holdte oplæg omkring de erfaringer hun selv har gjort sig gennem sin karriere.

Nana fortalte bl.a. om, hvordan vi kan lære rigtigt meget af hinanden kønnene imellem, og hvordan man ikke skal være bange for at skille sig ud fra mængden på sin helt egen måde, og gå målrettet efter de ting man gerne vil gennem ens liv og karriere.

”Det er vigtigt at have ambitioner og mål for det man gerne vil opnå gennem sin karriere, for det det er dem der motiverer en til at gøre sit bedste hver dag – og det kan godt være den drøm ikke bliver til noget, men så lærer man noget og hvis man ikke rækker ud efter den, så realiseres den i hvert fald aldrig,” fortæller Nana Bule og slutter.

”Et netværk som dette skaber en gensidig mulighed, for det skaber ikke kun mulighed for at i som studerende kan komme tættere på virksomhederne, men det er også en enorm mulighed for os som virksomheder, for at møde og skabe relation til jer som inden længe vil træde ind på arbejdsmarkedet.”

Bliv en del af netværket

Sidder du som studerende og ønsker at deltage i netværket, eller kender du en som kunne have interesse i det, kan du blive en del af netværkets Facebook gruppe eller like netværkets Facebook side, hvor du løbende vil kunne holde dig opdateret i takt med at vi udvikler de næste events.

Hvis du som virksomhed ønsker at bidrage til netværket som oplægsholder, er du velkommen til at kontakte Johanne Langager på Johanne.langager@gmail.com.